"Du skal lære at finde tryghed i dig selv, det er der mange der ikke kan endnu. Men det skal nok komme, det tog mig 42 år at finde mig selv." var en sætning fra min psykolig i torsdags. Jeg skal lære at finde tryghed i mig selv, men hvor finder jeg den? Hvordan finder man en indre ro, og lære og elske sig selv for den man er?
Hvordan finder jeg det jeg mangler, når jeg ved det er dig? Hvordan kan jeg erstatte den tryghed der kom fra dig af, med noget andet.

Hvordan skal jeg kunne elske mig selv, når det eneste jeg elskede var dig. Jeg elskede kun mig selv, når jeg var med dig. Du var den der lærte mig at elske, den der lærte mig hvad følelser var. Du brød min facade, du brød mit skjold, og elskede alt det der var under den.

Jeg har ikke snakket med dig i snart 2 måneder, jeg er ved at skrive til dig hver dag, men jeg gør det ikke. Jeg ville skuffe alle omkring mig, men hvorfor kunne de ikke bare støtte mig? Jeg ved min psykolog står bag min ryg, og har sagt at ligemeget hvad, ville hun hjælpe mig.
Jeg fortalte hende, at jeg var bange for at skrive til dig, eller at du ville skrive til mig, og jeg så ikke kunne modstå fristelsen til at svare dig. Jeg fortalte hende hvordan jeg ville skuffe mine forældre, min venner og familie. Hun kiggede bare på mig og sagde: "Og, jeg er her, jeg bliver ikke skuffet. Du kommer langt hver gang, og bliver stærkere og stærkere. Jeg er her." Jeg blev så lettet, at hun ikke ville blive skuffet, hvis jeg faldt for fristelsen.