Kære Morten/far/stedfar

Tillykke med fødselsdagen. I dag ville du være blevet 64, men det nåede du aldrig, for i går er det 3 år siden du døde fra os.

Da jeg kørte ind til mine kolleger i går for at spise sammen med dem efter en hel dag med teamarbejde, spillede de en ny sang med Rasmus Seebach, Ankerstjerne og vidst nok også Burhan G, og den var rigtig fin. 1000 år hedder den.

Den ramte lige i hjertet og der trillede tårer på min kind, mens jeg kørte gennem den mørke by i sne og julelys. Du mangler ved bordet, når familien er samlet, men jeg kan stadig høre din stemme og mærke din tilstedeværelse. Nogle gange jeg endda dufte dig.

Du er her ikke mere, og det er jeg ked af, men på samme tid er det også en lettelse, og der er ting jeg ikke behøver at tage stilling til eller blive irriteret over.

Du har haft det svært - det er der ingen tvivl om med den kendte far du havde, og de mobberier du er blevet udsat for. Det er bare ikke nogen undskyldning for at behandle andre dårligt - aldrig.

Men lige meget hvad, har du været min far i 28 år, så det er ikke så mærkeligt at jeg bliver ked af det hvert år på denne tid, og også her til jul. Det er så kort tid siden du var her :'( Det er så mærkeligt at holde jul et andet sted - uden dig.

Jeg savner dig Morten! Og det gør mor også, selvom hun prøver at spille tapper.