12 år siden

Tja, hvorfor?

Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
16 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
11 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
11 år siden
Drømme
Salomon
9 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
12 år siden
Glaskuplen
David Hansen...
9 måneder, 17 dage siden
Glædelig Jul til alle
Poul Brasch ...
9 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
11 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
7 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
10 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
12 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
5 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
12 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
7 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
9 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
7 år siden
Øde strand - tidlig morge...
Mikala Rosen...
14 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
11 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
11 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
9 år siden
En god aften
Bastian
12 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
10 år siden
Farvel til ”vores udveksl...
Carsten Cede...
10 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
11 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
8 år siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
9 år siden
Omvendt ordstilling og te...
David Hansen...
9 måneder, 28 dage siden
Det fandme typisk, med de...
Racuelle Hei...
9 år siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
9 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
9 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
12 år siden
Kære natbog (XVIII)
Olivia Birch...
9 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
5 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
12 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
12 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
10 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
12 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
15 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Faktisk troede jeg ikke det nogensinde skulle komme til dette. Det føles som et underligt skridt og det er sikkert også underligt. Men en handling kan udefra se underlig ud og fra den der ser det indefra er det ganske naturligt. En vrangforestilling. Ligesom når personer siger de kan se mørke mennesker eller fluer overalt, og vi andre udenforstående kan enes om at vi ikke ser, ergo eksisterer de ikke. Men det er unægtelig ikke rimeligt at sige at det ikke findes for den der oplever det.

Jeg oplever at have en masse udfordringer som påvirker mig på en måde som er rigtig svær at håndtere på den rigtige måde, når det ses udefra. Det er udefra jeg vurderes og det er udefra det bestemmes om jeg håndterer ting korrekt. Det giver nogle konflikter inde i mig.

Konflikter der skyldes at jeg tro mod mig selv og i en sammenhæng baseret på mine oplevelser og forståelse udefra virker forkerte, ulogiske og i nogle tilfælde komplet forkerte. Det er de sikkert også, men bare ikke for mig.

En indlært menneskelig mekanisme foreskriver at jeg skal stå ved min opfattelse, være tro mod mig selv og mine værdier. Men det nytter jo ikke hvis vi alle er det. Hvorfra skal kompromisset og sameksistens så komme fra? Hvordan skal det sociale rum opstå og forblive hvis vi alle er urokkelige i vores selvopfattelse og værdier?

Jeg har én værdi som jeg ikke vil afvige fra. Jeg vil at vi alle skal føle os trygge i det rum vi er i. Hvis vi kommer udenfor dette rum skal vi altid vide at der er et rum hvor vi kan komme og slappe af og vide at her er der rummelighed nok til at være uden at skulle forklare hvorfor. Det er ofte sagt at i modgang man modnes. Jeg tror det er et slogan hentet fra Gajol æsker og værdien af det er på samme niveau.

At modnes i modgang er en kilde til stadig undren. Jeg mener ikke at have set en opgørelse over at børn med store udfordringer (børnesoldater, sult, fattige og lign) er mere voksne og afklarede end børn der vokser op i et miljø som vi kender det i Danmark. Det er heller ikke mange voksne der søger de samme udfordringer med det mål at opnå mere modenhed. Det er gennem tryghed og rummelighed at vi vokser.

Hvorfor skriver jeg dette. Tja men hvorfor ikke. Jeg føler at jeg på alle fronter til alle tider har skullet stå på mål for i andres sociale overlevelse ved at fortælle hvor forkert eller utilstrækkeligt jeg gør mine ting eller er som person. Nedgøre mig og derved bliver de selv passivt bedre mennesker. De fleste vil sige at det er ikke korrekt og det er en sort-synets persons negative tilgang til verden som den er. Meget muligt. Men det kan jo faktisk være at det er netop sådan jeg opfatter det inde i mit definerede univers.

Når jeg kikker rundt i de mennesker jeg omgiver mig med, så kan jeg i mit stille sind godt tænke: Gad vide hvor mange af disse der ved hvordan jeg vil begraves, er der nogle specielle sange eller musikstykker der har betydet så meget for mig at jeg ønsker den skal spilles så det er klart for alle at det var mig. Er der nogen der ved hvad jeg helt inderst inde brænder for. Hvordan har jeg det, interesserer det overhovedet nogen. I hvert fald oplever jeg ikke der er nogen der har fundet anledning til at bruge mere tid på det, end at svaret kun kan gives som et positivt svar. Hvem kan med indre ro og overbevisning sige de ved hvad mine drømme er på kort og lang sigt,- familiært, socialt og fagligt. Jeg har tidligere haft lyst til at skrive om noget der ligger mig meget på sinde. Jeg har fortalt en del om det, men er der nogen der kan huske det

Det er helt naturligt i den hverdag vi lever i at der ikke undres eller udvises interesse for det. Men i inde i mig er det meget forkert. Spørg så med rette hvorfor jeg ikke selv gør det, vel fordi den der har evnen har pligten. Jeg har ikke evnen nu. Jeg synes selv at have gjort meget for at høre om andre og spørge af reel interesse og på en facon der passer ind i det rum hvor vi alle skal føle os trygge. Jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke kan finde den energi der er så vigtig for at disse samvær får den rette tyngde.

Jeg er drænet for energi ved at skulle være rummelig overfor forherligelse af andres præstationer og successer. At lade disse ting høre og glæde sig over er naturligvis en del af det trygge rum som jeg mener, er så vigtigt. Men det kunne være rart enten at få fred på den front og for mig opleve at energi tilflyder mig i form af anerkendelse af mig. Bevares, det kan jo med ret tænkes at vi skal nok anerkende dig for noget, når der er noget. Men hvis det er den sandhed jeg omgiver mig med, så lad hellere være. Men bliv så heller ikke overrasket over det rum jeg føler tryghed i bliver mindre.

Dette er på ingen måde en trussel eller manifest. Det er ikke et råb om hjælp eller et skriv der skriger til himlen, så kan i lære det kan i ! Der er mange der dør alt fortidigt, og de rives ud af denne verden med en hast og måde der ikke giver dem nogen mulighed for at leve livet på den halve tid. At gøre noget drastisk ved mig selv vil være en hån mod disse og det offer de gav. Men det er samtidig de samme menneskers skæbne der giver at det er vigtigt for mig at skrive dette.

Jeg vil ikke stå tilbage med et ulevet liv, et liv der alene handlede om at fremstå som det glade menneske der kan zappes til når der er behov for den slags underholdning eller input. Jeg skal nok være der og skal nok være en god repræsentant for det rummelige rum. Men det bliver når jeg føler at jeg er beriget med energi til det. Det er derfor helt aktivt når jeg forholder mig tavs og ikke er aktivt opsøgende. Det har jeg været nogen tid. I den tid har jeg oplevet at nok er der opstået nogen undren over min ændrede adfærd. Men ikke så megen undren eller interesse at jeg har oplevet nogen har inviteret mig indenfor i det rummelige rum.

Klart vil nogen mene at det hele er en omgang sludder der ikke har nogen berettigelse og den oplevelse har vi alle og det er en helt naturlig følge af vores liv som det leves nu. Det er da meget muligt det er korrekt. Men det er det bare ikke i min begrebsverden, og det er det jeg reagerer på. Lad være med at komme og spørg hvad kan vi gøre og det skulle jeg da have sagt noget før. Det vil alene være et tegn på at det jeg har beskrevet ikke på nogen måde er forstået. Det vil være en skuffelse for mig. I sådant tilfælde, så vær ærlig nok overfor dig selv og mig og gør ikke noget med mindre det føles naturligt og uopfordret. Det er som gaver, jeg ved jeg får dem på min fødselsdag og juleaften. Men de gaver jeg får udenfor nummer rummer en ærlig tanke og det er det helt centrale.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tja, hvorfor? er publiceret 23/11-2012 22:13 af Hobie.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.