Jeg er ikke så rygende rasende mere på Jydepigen, men er stadig ikke klar til "at lære noget af situationen", og bliver det nok aldrig. Hun har trådt nok på mig, og det er slut - helt slut. Jeg ville ønske at hun kunne indse hvor meget hendes usikkerhed og offerrolle ødelægger for hende, men det kommer nok aldrig til at ske - desværre for hende.

En parterapeut skrev om den bristede tillid i et parforhold, når den ene part havde været utro, og om hvordan den anden part, selvom de havde besluttet at prøve at reparere forholdet, havde rigtig svært ved at genskabe den tillid, og at det tager lang tid, meget lang tid. Selvom det ikke præcis er det, der er sket mellem mig og Jydepigen, passede denne situation så godt i hendes beskrivelse, og det gav rigtig meget mening. Det er rart at finde lidt forståelse og blive endnu mere sikker på, at det er det rigtige jeg gør.

Hun har svigtet min tillid - flere gange. Og nu er der bare ikke mere at tage af.

Jeg har gået og tænkt lidt på de to andre piger, jeg også har fravalgt i mit på andre tidspunkter liv, og funderet over om der måske var lighedspunkter ved dem. Det eneste jeg kan komme på, er at de alle 3 har været en slags søster for mig en overgang i vores venindeskab. De er alle 3 nogle seje tøser, der også har en masse godt at byde på, vores relation er blevet afsluttet rimelig kontant og overraskende for dem. Ikke at jeg bare har cuttet dem af fra den ene dag til den anden, men de ville bare ikke høre det jeg prøvede at sige, og så måtte jeg give slip og sende dem videre - sådan føles det i hvert fald.

Tjah...men så er der ikke så meget mere at sige om det, end at jeg ønsker dem det bedste og på ingen måde hader nogen af dem. Det var bare ikke godt for mig mere.