Jeg glemte helt hvor ondt det gjorde at sige farvel til dig. Jeg glemte hvilken smerte du påførte mig. Jeg glemte hvad jeg gjorde fordi du gik fra mig. Jeg glemte hvad du gjorde ved mig, hvilken effent du har på mig. Men jeg kom i tanke om det, imorges da jeg var på vej hjem fra dig - det hele kom tilbage igen. Smerten, minderne, hvad du gjorde ved mig, lysten til at slippe væk herfra..

Jeg er bange for at være alene, men jeg er også bange for at være med dig. Jeg er bange for at give slip på dig. Give slip på hele min identitet. Jeg er ikke klar til at opgive dig, ikke en gang efter 2 års venskab med fordele, og 7 måneders forhold.
Jeg må indrømme at jeg ikke ved hvordan jeg skal klare mig uden dig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Du passer jo på mig. Du holder om mig. Jeg stoler på dig.

Men imorges da jeg gik, og tårene strømmede ned a mine kinder, kom jeg i tanke om hvor ondt det gjorde at miste dig, hvordan jeg havde det, hvordan jeg ikke kunne komme op a sengen.
Jeg kyssed dig ikke en gang farvel imorges, fordi jeg var så pigefornærmet. Men ja. Jeg magtede ingenting..