Hey dagbog, psykisk er jeg helt død..jeg lever lige nu på rutinen, - på, at jeg har viljen til at rejse mig op, og gøre det der skal gøres..og jeg har nok til stadig at smile og grine..så ingen kan se, at jeg faktisk er nede i kulkælderen.

Idag skulle jeg så sætte alle de gamle Ipads op, dvs..at jeg skulle slæbe dem alle sammen over i den anden bygning..Det var tungt, meget tungt..og min ryg skriger i smerte..og jeg gætter på, at mine arme er døde imorgen..jeg kunne næsten ikke løfte dem op til min mund, da jeg skulle spise..de føltes så tunge..men jeg klarede det...jeg nåede at få dem alle ny startet og installeret ios6 på. og begyndte at lægge dem i cover.

Derover ad, og derovre fik jeg 30-40 spørgsmål om, hvornår de kom..hvad farve de fik, om de selv måtte lægge noget på, hvordan de fik sig en konto, hvilket cover det ville være..osv osv osv...og flere gange..på vej derover ad, var der en lære der åbnede døren for mig, og sagde "he-man" til mig...heh, jeg tænkte, at dengang jeg var barn var det nu skeletor jeg legede med..det kan godt være He-man var den stærkeste, men han var hamrende kedelig..

Min indre stemme sagde samtidig, at jeg skulle holde min vrede oppe, så ville det være lettere at slæbe på dem..det var tungt..når man også skal slæbe rundt på sig selv..

en anden pige på min alder kiggede smilede ind og sagde, når der er nok nogen der arbejder hårdt..joe..

som igår vil jeg igen ønske, at der ikke er nogen imorgen...når jeg går iseng.