Jeg tænker meget. Rigtig meget for tiden. Hvis det ikke er fordi, jeg er i dårligt humør, er det på grund af den lyserøde sky, jeg sidder på lige nu. Jeg svæver højt over min egen forvirrende og forfærdelige verden. Det letter tingene mere end noget andet, og jeg er nået til den konklusion, at jeg er absolut og uigenkaldeligt forelsket. Det var svært at acceptere i starten - både for mit eget vedkommende og for hans. Jeg tænker over det hele tiden, hver eneste time, hver dag. Efter alle de kærlighedsnoveller og romaner jeg har læst, er det ikke så overraskende eller unormalt. Jeg er ret meget ligesom alle andre, der er forelskede.

Jeg diskuterer meget med mig selv. Jeg diskuterer med mine forældre, med mine venner, med mine lærere og med alle andre i mit liv. De kan ikke acceptere mig for den, jeg er. For jeg er ikke normal. Jeg er hende den specielle, tynde og dygtige og meget ambitiøse. Jeg tror på mig selv til en vis grad, og jeg tror på alle de ting, der er umulige at ske. Jeg tror på, at pure tolvtaller til 9. klasses afgangseksamen er mulige, jeg tror på, at jeg engang bliver helt rask, jeg tror på fred og kærlighed mellem menneskeheden og mest af alt, tror jeg på, at en dag vil jeg kigge mig selv i spejlet og sige "Fuck, du ser sgu godt ud!"

At diskutere og konkludere er to helt forskellige ting. En diskussion kan udløses til mere eller mindre, mens en konklusion er endegyldig. Jeg prøver mindst muligt at konkludere forskellige ting, da det kan være absolut sprængfarligt. Men som jeg før sagde; jeg er helt sikkert forelsket, og jeg har vidst det i et par måneder. Accepten var svær at opnå for mig. Han acceptere faktummet, at jeg elskede ham, og derfor accepterer jeg hans valg. Han valgte at forblive det, vi er nu, og se på og med tiden.

Jeg venter. Jeg vil blive ved med at vente indtil den dag kommer, hvor jeg sidder og fortæller alt det om mig selv til ham, han simpelthen ikke kan vide endnu. Tiden er ikke parat, og det er jeg bestemt heller ikke.