Jeg var til samtale med en kontaktperson i dag vedrørende min spiseforstyrrelse. Det endte med at jeg råbte af hende og løb ud af rummet og hjem. Jeg har aldrig været så sur. Jeg endte med at løbe hjem og sidde og tude på dørkarmen ind til mit værelse. Det føles tomt. Jeg blev ved med at høre de ord for mig, som hun sagde. "Men det er jo klart, du har en spiseforstyrrelse; du nægter at spise." WOW! Sikke en overraskelse. Jeg blev så sur, pissed off, vred og gal. Jeg tror ikke, at jeg har med vilje råbt at nogen på den måde før, men det skulle jo ske en eller anden dag. Og i dag er den dag. Åbenbart. Jeg har sendt hende en mail, hvor jeg undskylder og fortæller, at jeg aldrig kommer igen. Jeg skal ikke have sådan noget at vide igen. Det føles som et stik i hjertet. Jeg spiser stadig ikke. For jeg er ikke sulten. Har kun spist to æbler, en pære, tre minitomater og et knækbrød i dag samt trekvart liter vand. Mine klassekammerater siger ingenting, men jeg hører snakken alligevel. På spørgesiden formspring bliver jeg bombarderet med "har du anoreksi?", "du skal bare skrive hvis du er ved at dø af sult, kælling" og alle mulige som dem. De rammer jo rigtig hårdt, netop fordi jeg lider af en spiseforstyrrelse. Jeg ignorerer dem bare. Så jeg håber, at I forstår eller prøver at forstå. Kærlighed herfra.