Sommerferien er startet for godt og vel to uger siden, og varmen spreder sig så småt til kanterne af Horsens, men dog en våd en af slagsen... Smutter til Italien imorgen, en impulsiv ferie med stedbror, stedfar og mutter. 1500 km er sandelig en lang køretur, men måske det er godt nok lige at have det halve døgn til at tænke...
På det sidste har det været svært at holde styr på tanker og følelser... Den der følelse, hvor alting bare er tæt på at knække, men er det ikke okay at have det sådan?
En af mine gode venner (lad os kalde ham Tom) har været nærgående på et weekendstævne, og kan ikke finde ud af, om jeg skal snakke med ham længere...?
Han undskyldte, og forklarer at han rørte ved mig i søvne, men har svært ved at se, hvordan han skulle komme helt over til mig mens han sov. Da han blev vred over, at jeg ignorerede ham, fik han sådan et fur, at han nu ikke tør andet end at være ååååååh så flink. Men burde jeg skrotte ham? Har egentlig ikke brug for sådan en type i mit liv, da slet ikke når jeg har en dejlig kæreste...

Mit hovede er godt nok bombet... Har fået sommersyge, og tror sq at det har spredt sig til min hjerne... Måske 1500 km hjælper på det