Jeg hader endnu engang at komme til erkendelsen af, at Andrés problemstillinger, samt tilstedeværelse tærer på kræfterne. Jeg har altid øjne i nakken - uanset hvad jeg laver. Sidder jeg her, så sidder eller står han lige bagved, og stirre på mig eller på det jeg laver. Prøver at give ham små gøremål, selv om han ofte ”opfinder” skavanker, som undskyldning for ikke at lave noget.

Synes at han virkede til at være okay med at jeg tog på arbejde lørdag, men søgte alligevel over på den psykiatriske skadestue, kort tid efter jeg var kørt. Han fik noget PN medicin, og sendt hjem igen. Valgte at køre hjem fra arbejde og holde fri. Ligesom jeg også blev hjemme søndag. Midt på eftermiddagen søndag, spurte han til hvornår han skulle tilbage. Jeg svarrede, ” det har jeg endnu ikke taget stilling til, men vil du gerne tilbage nu.” ”det ved jeg ikke” svarrede han – hvilket er en standsvar, når han bliver usikker. Fandt dog hurtig ud af, at det var det han gerne ville, og jeg kørte ham hjem.

Brugte dagene han var hjemme, til at grave lidt i det som fik bærret til at flyde over. Vi var bla. Omkring det realistigste mht. hans fremtid med bolig, arbejde og daglig støtte. Døden blev også bragt på banen. Det var ikke kun farfars sygdom, som påvirkede ham, men også farmor og bedstefars. Samtidig spøgte det nye hus han er rykket over i. Der er andre regler og krav som skal gøres og tage stilling til. Tror at jeg fik taget toppen af spekulationerne.

Ringede som sagt til hans kontaktperson. I dialogen som hun havde haft med André – havde hun spurt ”hvis du ikke vil være her – hvor har du så tænkt dig! Hos din mor måske?” Hun bedyrede at hun aldrig ville foreslå André at flytte herhjem, da hun ikke mener at det er givtigt for hverken ham eller mig. Selv om jeg har svær ved erkendelsen deraf, så kan jeg kun give hende ret. Der skal være et møde med det nye bosted d. 15/3 og et handleplansmøde d 30/3.

Det var indirekte min skyld, at en kvide blev meldt til politiet som flugtbilist, efter at have påkørt en anden på en p plads. Da jeg var på vej hjem efter at have afleveret André, spurte jeg Claus, om han ikke synes det kunne være hyggelig med en Irish coffee foran fjernsynet. Vi manglede bare fløden, som han ville smutte over i Fakta for at hente. Det var derved at han så kvinden påkøre en anden. Hun standsede og gik ud for at besigtige skaden – hvorefter hun satte sig ind og kørte derfra. Jeg håber at hun får et ordentligt skrald for det.

Nå nu er det vist på tide, at jeg begynder min traditionelle tirsdags rengøring.