Jeg tror aldrig jeg har skrevet dagbog før. Ikke før nu i hvert fald. Jeg har heller aldrig skrevet om mig selv før nu. Det er ikke noget jeg gør i, og ikke noget der har interesseret mig. Men nu prøver jeg det, nu skal alt bare ned, og skrives ud i én køre, for det er sådan jeg vil være hvis jeg skal skrives ned på papir.
Egentlig er det nok ikke helt sandt, at jeg ikke har skrevet om mig selv før. Jeg skriver altid lidt af mig selv ind i mine tekster. Det er vel en måde at analysere mig selv på, og sætte mig i forhold til andre. I det hele taget finde min identitet.
Lige nu sidder jeg og skriver en lille tekst. Det er i hvert fald hvad den er indtil videre. Jeg tror jeg vil lave den til en novelle. Jeg har fokus på ungdom, og hele min historie spinder sig rundt om selvmord som tema. Det lyder meget dystert når jeg ser det skrevet sådan her, men det er det nu ikke Hr. Dagbog. Og ja, du er en han fra nu af. Tillykke, du har fået dig et køn. Er du glad?
Jeg tror min nye fascination kommer fra mit personlige sammenstød med en ven, der ville begå selvmord. Jeg snakker meget med ham om det, for det virker til at han ikke har så mange andre at snakke med det om.
Gad vide om jeg burde sige det til nogen? Han gør det ikke, så meget ved jeg dog. Det er selvmord på et filosofisk plan, eller religiøst, der fascinerer ham. En apatisk reaktion på en apatisk verden i virkeligheden. Og jeg tror det er hans lille måde at afprøve verden på.
Nu lyder jeg ufatteligt kynisk. Måske er jeg det også.
Men den første måned efter, at jeg fandt ud af hvilke tanker der rendte igennem hans hoved, gik jeg med konstant angst for, ligepludselig at finde ud af at han nu havde taget springet videre fra teori til praksis.

Det er nu egentlig en syg verden vi lever i Hr. Dagbod. Jeg bruger min fritid på at tale med venner og bekendte, der ikke har det godt og har brug for et øre til at være deres ven. Og så bruger jeg min skoletid på at blive bedømt på min kunnen og laden. Det er helt mærkeligt.
Der var en periode hvor jeg ikke lavede lektier. Jeg var så tærret, for alle syntes at have et eller andet de skulle snakke med mig om, som jeg skulle lytte til og være forstående overfor. Det var svært at rumme det hele, men jeg var ikke klar til at prioritere nogen af mine venner fra. Jeg er aldrig klar til at prioritere mine venner fra. Så jeg kom i skole uden lektier, hvilket man da hurtigt blev bedømt for.
Doven, slacker og hvad man nu ellers tænker.
Og pludseligt gik det op for mig, at i den verden jeg lever i er alt der betyder noget, nærmest din skole, din præsentation og dine evner.

Jeg finder det mærkeligt.