....bliver jeg så ked af det????

Jeg forstår det ikke!

Lige så snart jeg sætter mig her, og banker løs i tasterne, hjælper det allerede..!

Men inden jeg kommer igang med at koncentrere mig om noget andet, jamen, jeg er grædefærdig!

Hvad fanden er det for noget pip!!

Jeg jobber hos GC. Keder mig. Har ikke hørt så meget fra Boris i dag, men han har også haft super travlt, så det er der ikke noget at sige til. Foreslog ham at jeg slæbte ham med hjem fra træning i morgen aften, til sleepover hos mig og så kunne vi hygge os til han skulle træne unger. Done deal.

Det bliver lækkert!
Ingen søster til at brokke sig over at vi trækker vejret lidt tungt om natten.
Oh, yeah!!
Ikke at vi skal knalde som kaniner, eller noget..
Frihed under ansvar, er det ikke det man siger?

Skal en tur forbi lægen i næste uge. Genoptager p-pillerne. Det er bare så meget nemmere. Man skal åbenbart undersøges, når man har holdt pause. Håber bare det er det sædvanlige med blodtryk osv.

Damn. I det splitsekund jeg tænker på noget andet, stiger humøret betragteligt. Men hvor er det dog drønende irriterende at jeg ikke bare kan gå rundt og fløjte og være glad, som jeg føler jeg burde! Ih altså!

Har jeg virkelig brug for en der sidder bøjet over sin telefon 24/7 for at svare på mine sms-beskeder?
Snork, hvor dybt ynkeligt!
Er jeg virkelig ikke stærkere!?

Hvorfor skal der ikke mere til, kortvarigt, men det sker jo, at vælte hele læsset? For når det sker, er jeg immervæk grædefærdig!

Er det stadig stress?
Er det angst? Min farmor har angst, og har hørt det skulle være arveligt over generationer..
Er det depression måske?

Hvilket ikke giver mening, for jeg har det jo fint?

Laver ikke en skid i skolen, fordi jeg ikke føler for det pt.. Men sådan er det nu engang, sliddet starter i morgen, når eksamensopgaverne bliver udleverede.. Bum bum, så er det bare at gå igang.. Jeg dyrker min sport, holder formen fin - den kunne være bedre, men sådan er det bare, der er ikke lige mulighed for mere sådan som jeg ser det pt.. Er der for meget om ørene?
Umiddelbart næh..?

Hvorfor sker der?
Hvad er mønsteret?
Hvorfor bliver jeg momentvis så bange for at tro på det, stole på det osv.?

Åndssvagt.. Jeg spænder totalt ben for mig selv, når det drejer sig om at nyde det her fantastiske der er sket for mig..!

Er det panik over at hverdagen - igen igen - rammer os for hurtigt? Jeg accepterer fint - omend næbbet endte med at hænge - at han ikke er super kommunikativ i dag, fordi han har travlt med træning - og sådan er det bare..

Skal ud og gå en tur med Bedste Ven, når fodbolden starter.
Lukke op for posen og fortælle lidt om alt det her crap!
Måske tage nogle shots. Et mørkt sted kun oplyst af en enkelt gadelampe. Kunne være et super lækkert shot.

Skal bare ud, trække vejret lidt, tror jeg.

Er det fordi jeg ikke er færdig med at være ked af det fra sidst? Er der noget der ikke er bearbejdet ordentligt igennem?

Teak fiksede min bil forleden, i tørvejr ved Ikea Gentofte. Sweet! Han fik lidt juice til sin bil, 300 kroner og en tur på MacD for det. Så er det vist også betalt. Han fortalte at arbejdslivet med Roomien er noget lort. Deres bestyrelsesformand har også lige pludselig fået en noget kort lunte og mener at Teak har kostet ham tæt på en halv million. Hvilket er noget ævl, men sådan er rige mennesker engang imellem siges der.
Jeg synes stadig han bør komme ud af det, men det er hans problem mere end nogensinde før, og jeg er snot ligeglad. Jo, jeg tog da telefonen da han ringede og vi talte om det hele, med hans arbejde og hvor træt han er af det, men jeg gider ikke tage det på mig - jeg kan og vil ikke gøre noget som helst - udover at lytte.

Ville jeg kunne være sammen med Teak igen?
Nej. Jeg gider ikke alle de problemer der følger med. Eksen. Alle hans problemer med sig selv, og hans hyr med at finde ud af hvem han er, og hvad han står for? Ikke tale om.. Jo, jeg kan da være hans ven engang imellem, men jeg er færdig med at tage telefonen når han ringer efter en bytur, og færdig med at - ringe til ham i en brandert.. Måske.. Eller måske er der chance for at jeg ringer ham op i den næste brandert jeg får, og fortæller ham om Boris?

Hvordan gør man det lige på en måde der passer til det forhold vi har? Med grøn, klistret, ikke af-vaskeligt slim er min første umiddelbare tanke, men alene tanken om at skaffe en tilstrækkelig stor portion af sådan noget stads, virker fuldkommen uoverkommeligt..

Jeg vil ud og gå nu...

Boris, skat!
Bedste Ven, min aller bedste ven..