Der var en gang en pige.
Hun mødte den her dreng, som hun i starten troede var helt rigtig.
Første gang de mødtes, havde han været på jagt en hel dag. Hvilken sund interesse, tænkte pigen.
Han hentede hende i hans bil, ikke en skrammelspand, men et rigtigt køretøj. Styr på tingene, tænkte pigen. Han fortalte han havde fast arbejde, og arbejde sammen med hans bofælle om noget andet.
Gang i ham tænkte pigen, selvstændig og arbejdssom, det kræver selvdisciplin.
Han kørte hende hjem til huset hvor de boede.
"meget modent" tænkte pigen. Der var pænt ryddet op hele vejen rundt. Hun fik en meget voksen rundtur.

Hun fik også valget mellem at sove på sofaen eller gå med ind og sove i hans seng. Hun valgte sengen, han tog ikke tøjet af, han ville ikke skræmme hende ved at være for påtrængende mente han. De snakkede helt til den lyse morgen.
Spændende!
Han kørte hende på arbejde.

De sås efterfølgende. I starten var alt så fint. Han savnede pigen når hun var væk flere dage på arbejde. Han var sød og de dansede når han blev fuld.

Men så var det som om at det lille eventyr blev kvalt langsomt af en stor uhyggelig slange.

Pigen fik stress over en flytning, og drengen søgte ly hos en x, når værelseskammeraten blev for styg at bo sammen med.

Drengen fik også stress. Huset, roomien, jobbene, pigen, vennerne, familien, småtjanserne, alle ville de have noget af ham; tid. Hvilket endte ud i at han ikke orkede noget af det.

Pigen syntes det var svært at gå rundt med stress, og ikke kunne snakke med ham om det. Drengen kunne ikke håndtere at hun ikke var så stærk som da han mødte hende, lige pludselig.

Han kunne derimod tale løs om sin og x'ens hunde, og alle de fine prøver de skulle til, for at blive præmiehunde.

Pigen blev ked af det, og trak sig selv. Sikke dog en masse tid han brugte sammen med den x?
Han forsøgte at forsikre hende om at de to aldrig ville blive kærester igen, men det var svært at tro på for pigen, der boede mange km væk.

En gang kom fyren for at besøge hende. Og x'en var med. De var trætte efter en prøve, så de kørte hurtigt igen. Faktisk steg hun slet ikke ud af bilen, og han tog kun fem minutter til at hente hunden.

De så hinanden i weekenderne. Når drengen altså orkede det pga sin stress.

En aften blev det for meget for pigen. Drengen ville gerne hygge med druk i stuen, og drukket blev der. I byen kom de også. Det endte med at pigen med drengen finde en anden pige at gå hjem med, så ville hun selv tage tilbage til hans hjemme og være ude derfra inden solen stod op næste dag.

Drengen tog sig godt af hende resten af den nat. Passede på hende.

Hun tog hjem dagen efter.

Der gik et par dage. Så ringede drengen efter hende. Han ville gerne snakke. Pigen tænkte: fint - de manglede stadig at udveksle ting og tog afsted.

Det gik ikke som ventet. Drengen havde en større undskyldning parat. Pigen var alligevel for kostbar for ham, til bare at smide væk.

De havde en dejlig dag sammen. Faktisk et par dejlige dage.

Men pigen boede stadig langt væk, og selvom det var svært at tro på drengen, så forsøgte hun alligevel..

Han tilbød at hjælpe til når hun skulle flytte tilbage.

Hun tvivlede på at han ville holde det..
Han lovede at skrive et brev til hende, med alle hans følelser..

Pigen skiftede mellem at være spændt, være ligeglad og være vred.. Hun syntes det var svært når fyren ikke udviste mere interesse, respekt eller engagement.. Og endnu sværere når han efter en et par dage med telefonsnak, lige pludselig ikke orkede at tale med hende i et par dage - og selvom de kun havde snakket løs snak, for det meste om biler og lignende..

Det efterlod pigen stående alene overfor et uhyre; tvivlen.
Hun havde brug for drengen til at slå uhyret ihjel.

Det spændende er så, om han kommer hende til undsætning, flytningen er i morgen..

..fortsættelse følger..

Pointen er - hvordan skulle jeg nogensinde have kunne lure, at han er som han viste sig at være og ikke som den jeg mødte?
Hvordan?