Hvor er det dejligt at stå op til en solskinsmorgen. Solen strålede ind ad soveværelsesvinduet til mig, da jeg vågnede. Det giver en rar fornemmelse i kroppen og det må da være tegn på, at en god dag er i vente.
Jamen, det kan jo ikke hjælpe noget. Jeg bærer med smil min byrde - skrevet af Jeppe Aakjær, siger mig så meget her og nu. Jeg tror, at det er bedst at se det positive i min situation, men jeg skal da lige love for at det trak nogle søm ud, lige pludselig at blive konfronteret med min Parkinson af fremmede mennesker - fremmede, som garanteret er venner, jeg endnu ikke kender.
Her gik jeg og troede, at nu da jeg havde erkendt min sygdom - så var den pot ude. Det holdt ikke. Der er godt nok meget, der skal bearbejdes og tænkes igennem. Det giver nogle tudeture, men lige nu har jeg en dejlig følelse og vil se det som en udfordring at komme videre med mit liv.
Jeg har meldt mig ind i Parkinson foreningen, hvor jeg forhåbentlig kan hente hjælp og støtte. Ikke kun til mig selv, men også til min mand og børn, som jo skal lære at leve sammen med en syg kone og mor. I aftes talte jeg med min mand om det og spurgte ham om, hvordan han forholdt sig til det at blive medlem af Parkinson foreningen og evt. deltage i nogle arrangementer. Min dejlige mand svarede - "Er du ikke min kone? Selvfølgelig bakker jeg dig op 100 procent og jeg er parat til at følge dig." Sikker en kærlighedserklæring at få. Det gør det hele værd, at kæmpe for en god tilværelse her i livet.
Der er nogle kurser, som jeg gerne vil med på og i det hele taget stifte bekendtskab med andre i samme situation. Desuden har jeg bestilt et par bøger, skrevet af yngre med Parkinson. De skriver om dem selv i forhold til deres sygdom. Jeg tror, at jeg kan få god udbytte af at læse de bøger og glæder mig til, at posten kommer med dem.
I går holdt Anne fri fra skolen, så vi tog ned til vor ældste datter og børnebørn med rundstykker. Vi ville derfra videre en tur til Tyskland. Vi blev spurgt, om vi ville have selskab, så det endte med at vi tog afsted alle fem og det blev en dejlig og hyggelig tur. Først handlede vi i Tyskland - snoller og sodavand og så cigaretter til mig. På hjemvejen gjorde vi holdt ved en Mac Donalds ved Tønder, hvor vi fik vor frokost. Jeg fik også en god snak med vor ældste datter og fortalte hende, at jeg er begyndt at skrive dagbog her. Hun ville gerne ind at læse mine tekster og det kunne jeg kun støtte hende i. Så får hun indblik i mine tanker og følelser, som jeg ellers måske har svært ved at udtrykke og får på den måde også nemmere ved at forstå mig. Så det er slet ikke så skidt endda.
Solen, som skinnede så dejlig ind til mig, er forsvundet. Det er mørkt i horisonten og der kommer meget snart en byge. Heldigvis skinner solen atter inde i mig. Jeg er så taknemlig for, at jeg fik en kærlig, velment spark bagi, selvom den trak søm ud. Der er noget at kæmpe for og jeg VIL bære min byrde med et smil.
Det var, hvad jeg havde på hjerte i dag. Jeg håber, at mine læsere må få en god dag.
De kærligste hilsner fra Nellemor.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.