Da jeg skrev en af mine børnebøger, Vandslottet, der forgår i gamle dage et eller andet sted i Europa, oplevede jeg en dag, hvor jeg tilfældigt åbnede for fjernsynet, at jeg pludselig så det sted, hvor min bog foregik. Stedet hedder Carmacke og ligger i Sydfrankrig ved Rhoneflodens udløb. Det er et sumpet område med vilde, hvide heste, og om sommeren flyver flamingoerne over fra Afrika, og det er det eneste sted i Europa, hvor man kan se vilde flamingoer.Jeg havde længe tænkt over, hvor det egentlig var min bogs handling udspillede sig, og på et tidspunkt havde jeg lyst til at lade en flok lyserøde flamingoer lette i solnedgangen over de sumpede engstrækninger omkrin dette Vandslot. Men, sagde jeg fornuftigt til mig selv, det kan du ikke gøre. Flamingoer lever i Afrika, og jeg lod så mine fugle være hejrer, som dog fik lyserøde ben.
Et stykke længere inde i landet, som jeg altså ikke vidste, hvor lå, lod jeg et andet slot indgå i handlingen, og det kaldte jeg Dodona. Da jeg efter TV udsendelsen studerede et kort over Frankrig, fandt jeg en by ved navn Dordonge ganske tæt ved mit sumpområde. Så det var altså også et virkeligt sted, jeg troede, jeg selv havde opfundet. Det var en mærkelig fornemmelse at opdage, at det, man mente var fri fantasi, virkelig eksisterede.Da bogen ikke var i trykken endnu, fik jeg indføjet de lyserøde flamingoer, og det var en rar fornemmelse. De vilde, hvide heste og det sumpede område var en væsentlig del af handlingen, og jeg forestillede mig et sted i Nordfrankrig, men vidste jo godt, at kysten der ikke var sumpet, så da det var en eventyrroman, lod jeg det stå hen i det uvisse.Fornemmelsen af, at jeg havde hentet inspirationen fra dybere lag, var meget tydelig. Ellers kan jeg ikke forklare, hvordan den slags rent faktisk går til. Det sker bare.