Jeg var til koncert på VEGA med min bror i søndags. Da billetterne var en gave fra mig til ham, havde jeg ladet valg af kunstner være op til ham. Bortset fra, at han i perioder har flirtet lidt med meget alternative - og for størstedelen af befolkningen - ukendte musikgenre, plejer vi at kunne blive nogenlunde enige om, hvilke kunstnere, der er værd at lytte til, og hvilke, hvis produktioner, man helst bør skåne sine ører for. Så jeg var egentlig ganske tryg ved, at lade ham foretage det vigtige valg.
Og det viste sig heldigvis at være en velbegrundet tryghed. Valget faldt på den amerikanske sangskriver og historiefortæller Sam Beam aka. Iron & Wine. Det var en af den slags koncerter, hvor jeg fuldstændigt glemte tid og sted, og bare lod Mr. Beam føre mig dybere og dybere ind i sit musikalske univers. Som en tro følgesvend og beskytter, holdt han stædigt fast i min hånd, mens vi sammen bevægede os rundt i hans til tider voldsomt energiske, til andre tider melankolsk stillestående følelsesregister. Og under hele koncerten slap han ikke sit greb i mig én eneste gang. Det var fantastisk at opleve, hvordan han langsomt voksede for øjnene af mig og bevægede sig roligt ud over scenekanten; indtog hver en afkrog af den fyldte koncertsal for til sidst at slå sig ned lige i hjertet på mig. Her blev han siddende under hele koncerten – og sidder der nok stadig lidt endnu - , og lod sine sangtekster og budskaber fylde min krop med varme, mine øjenkroge med tårer og mine læber med smil.

Lige siden jeg var ganske lille, har jeg været dybt fascineret af tanken om at kunne læse andres tanker; blot for en enkel dag indtage et fremmed sind, og blive bekendt med dennes inderste tanker, ideer og følelser. Et ønske om at få lov til at få et helt andet menneskes perspektiv på den verden, jeg kigger ud på og fortolker hver eneste dag. Da jeg i søndags forlod VEGA og bevægede mig ud i de regnvåde gader på Vesterbro sammen med min bror, slog det mig pludseligt, at det måske her til aften var dette ønske, jeg havde fået opfyldt. For en ganske kort stund var jeg jo netop blevet bevilget adgang til Mr. Beams inderste, og fået lov til at bevæge mig rundt i hans snørklede tankeunivers. Og han bød mig hjertelig velkommen, og lod mig i korte glimt se verden gennem hans brune øjne. Tænk, at jeg på en helt almindelig søndag aften fik aflad for min nysgerrighed og opfyldt et ønske.
Så afslutningsvis vil jeg takke Sam Beam for, at han fandt vej til København en regnfuld aften i februar, og spredte en smule tryllestøv i VEGA. Og jeg kan sørme forsikre ham om, at jeg vil efterleve hans sidste musikalske forespørgsel, og ikke glemme ham foreløbig; ”Please remember me”.