Det er en mærkelig følelse at bo alene efterhånden.
Der er kun en døgnrytme at følge og det er min egen. Der er ingen at tage hensyn til hvis man vil høre musik midt om natten, se en film eller larme lidt. Måske kan det høres inde hos dem der bor over, under eller ved siden af mig. Men indtil videre har der ikke været den fjerneste antydning af klager, så jeg må i mit stille sind gå ud fra at det ikke går dem på når jeg kl. 3 om natten stadig ser Die Hard på fuld drøn.
The downside. Det er selfølgelig ikke til at komme uden om at den også ligger og lurer lige om hjørnet. Det er en umådelig trist følelse at være syg når man bor alene. Der er ingen kære mor, Roomie eller en pige til at hjælpe. Man må selv slæbe sig ud i Bilka for at handle ind og skubbe den næsten tomme vogn rundt i varehuset, hvilket i den situation er en kraftanstrengelse i sig selv, når man står der pakket ind fra top til tå for at holde varmen. Selv om man kan have så lidt appetit når man er syg, må man selv lave mad for ikke at gå til af sult. Kun den medicinske følelse af at man har det bedre når man tager nogle panodiler til at bekæmpe feberen. Den første aften med sygdom og dagen efter synes at være til at klare, men i dag synes det ikke at være specielt rart. Frygten for også at skulle ligge på den lange side i morgen slår ind. Jeg har kun to doser panodiler tilbage. Hvis jeg er syg igen i morgen må jeg ud i felten endnu en gang for at hente panodiler og meget gerne panodil hot, som giver varmen mens den synker ned i mavesækken. Men jeg må gøre hvad jeg kan for at holde humøret oppe. Jeg har 3 nye Disneyfilm på hylden, en halv Jumbobog og Tina Dickow i afspilleren til at hjælpe på det. Jeg håber sådan at der er nok cola til at holde dagen ud. Ellers må jeg sætte min lid til at kunne få endnu en rar Mail fra den kære Ane til at sætte et smil på mine læber. Det er hun nu engang rigtig god til.