Hvordan går det til at det triste bliver trygt?
melankolien sværmer til dels om mit sind og jeg er tæt ved at tage imod den med åbne arme.
Frederikke var virkelig flot her til aften. bad luck at hun så skulle hjem til Christian
Ville jo bare gerne have den ene aften med hende hvor vi hengiver os til hinanden.
men lige nu er der ikke andet for end at vente på at VM i snooker triller ind over skærmen
men det er jo mere end 3 år siden jeg faldt for hende og siden har hun faret ind og ud af mine tanker.
jeg havde jo en anden dengang så det var ikke aktuelt.
og så er der Karen
hun tog mig med storm i løbet af de to dage jeg tilbragte hjemme hos hende
det kom så uventet. vi havde bare regnet med et venskabeligt møde, men det tog fart kort inden jeg tog hjem
hun har sådan nogle rare bløde læber der er rare at kysse
hvorfor skal vi være så fornuftige.
ville så gerne have kysset hende igen da vi mødtes forrige weekend.
det er jo også bare svært når Århus og Odense er så adskilt.
hvor jeg dog håber at det lykkes med hende og jeg en uge på Island sammen.
det ville blive min lykke
men tilbage til melankolien
Jeg sad jo og tænkte på Frederikke efter en time og lidt til sammen med hende.
men mindet om Karen står også stærkt nu
solitude is somehow appreciated
i hvert fald nu
Har så lidt tid med mig selv og jeg har brug for at være mig selv.
over and out