For et stykke tid havde vi en samtale på chatten, hvor vi udnævnte os selv til guder - måske en smule egocentreret, narcassistist eller bare et lille blinkende tegn på storhedsvanvid, men lyt til mig:

Vi forfattere skaber verdener - hele universer. Vi indretter dem, som vi ønsker. Med bjerge, dale, søer, have, ørkner, huler, skove, måner, sole o.s.v.

Vi befolker disse verdener med forskellige væsner. Personer, som vi med et par klik på tasterne eller et par sving med blyanten giver personlighed, udseende og et liv.

Herefter begynder vi vores leg med disse personer. Vi kaster dem ud i - i dette tilfælde - beskrivelige lidelser, vi tæver løs på dem både psykisk og fysisk indtil deres liv og personlighed enten er helt ændede eller de er blevet udslettet. Vi banker den uskyldige bondedreng i form til at blive den heltemodige ridder, som skal redde alle andre. Vi skubber den blåøjede pige imod smerte, fordi den skal skabe hende om til den heltinde, som vi ønsker.

Vi giver liv, vi former, vi tvinger, vi mishandler og vi udsletter - hele universer og folkefærd imens nogle få udvalgte får lov til at gå alverdens igennem for at blive lysende helte, som redder de sidste, eller må stå alene tilbage - Alt efter vores humør.

Hvis det ikke er en guds handling, så ved jeg ikke hvad der er.