For et par dage siden valgte Rune at genere mig ved at forsøge at få mig til at spise en vindrue. Faktisk prøvede han på at proppe den i munden på mig - på trods af at jeg ikke kan lide vindruer. Han blev ved og ved og jeg skulle virkelig arbejde for ikke at at blive rasende, sur, gal... Sige noget forkert.

Jeg er ikke til vindruer - der er faktisk mange ting jeg ikke er til og det er pointen. Jeg er kræsen. So What?!
Folk har igennem min opvækst forsøgt at tvinge mad i mig - og det er ikke noget jeg har elsket dem for. Må jeg gerne selv have lov til at bestemme hvad jeg kommer i munden; tak?
man kan selvfølgelig forstå at ens forældre prøver. De vil jo gerne opfostre et sundt barn. Når man bliver ældre prøver man også selv - for man vil ikke virke uhøflig, man vil så gerne glæde de andre, man vil ikke tiltrække sig den slags opmærksomhed.. Men efter at have prøvet i flere år og spist en masse som jeg nærmere slugte for at det ikke skulle trampe rundt på mine smagsløg alt for længe... så fik jeg nok. Jeg har det som om jeg lyver. Jeg kan ikke lyve om alt muligt andet og skulle en venlig værtinde ikke nøjes med at se på mig spise hendes mad men rent faktisk spørge ind til hvordan jeg synes det smagte.. så kan jeg ikke lyve. Hun ville ende med at finde ud af at jeg sad og spiste hendes mad som jeg i virkeligheden ikke kunne lide - af ren høflighed. Tænk over den - er det hvad du gerne vil have at dine gæster gør? Eller skal de helst også lyve og sige at de godt kan lide maden?

Jeg fik nok og jeg besluttede mig for at spise for mig selv og ikke for andre. En relateret beslutning er iøvrigt den om at jeg heller ikke vil proppe mig for at spise mere end jeg har det godt med.

For at vende tilbage til den anden dag så sagde Rune i sidste ende noget med at han gerne ville have at jeg prøvede noget mere. Jeg svarede at hvis det var fordi at han følte sig begrænset af vores madvalg så kunne vi sagtens lave noget forskelligt af og til eller bare noget tilbehør rent til ham. Men jeg fik så svaret at det ikke rigtig var det som var problemet. Noget med når vi spiste ude og så... stilhed.

Efter at have følt mig forsøgt tvangsfodret og hvor han ikke rigtig kunne finde ud af at stoppe i tide og efter den samtale føler jeg.. Ja, jeg har faktisk altid tænkt på at min kræsenhed ville komme til at påvirke manden i mit liv og jeg har været bange for hvordan det skulle gå... Men pt. har jeg tidligere bedt om at det emne ikke skulle have mere opmærksomhed.. jeg føler ligesom at selv om de fleste nok ville have et problem med det; så er min kæreste ikke en af de fleste. Han er den unikke. Den der ikke skulle gøre et problem ud af det. Det er nok det jeg have forventet. Jeg er lidt ked af at det er hvad han har givet udtryk for at det er. Hvorfor må jeg som 25-årig ikke bestemme selv? Hvorfor skal det gøres til et problem for alle andre hvad jeg spiser? Der er ikke ret mange andre emner i denne verden som andre i den grad føler de har lov til at dømme. Man kan da ikke være kræsen som voksen! Åh nej, åh nej, det går ikke. Så er man ikke rigtig voksen. Så kan man ikke blive rigtig respekteret.

Hmm... nej, jeg er egentlig slet ikke sur på Rune i dag. Jeg kan bare ikke slippe tankerne.

I dag føler jeg istedet for ham. Den med at være reserve-gæst er bare ikke så sjov. Jeg kan egentlig ikke se hvorfor. Var det måske bare ren forglemmelse? Jeg hader at se ham nedtrykt - men må indrømme at jeg ved at det er det som gør ham så menneskelig. At han kan blive det. Jeg får bare lyst til at gøre ham glad igen.

Og så er han iøvrigt hot i strøget skjorte. ;)