For ikke så lang tid siden læste jeg 'Populær musik fra Vittula' af Niemi.

Sprogligt rocker denne bog på forrygende, rablende og rytmisk vis – historien er finurlig, opfindsom og mildest talt fremragende. Jeg er efterfølgende begyndt at drage paralleller til sluse-byen Hvide Sande, Vestjyllands vindblæste svar på klondyke.

Tror faktisk jeg skriver "Populær Musik fra Hvide Sande" en skønne dag. Den skal selvfølgelig bare hedde "Æ’ populær Musik fra Hvide Sande". Jeg ser det for mig.... daps på tørresnor, Indre Mission, Æ' Klud, Radio Marhalm, om dem som pillede næse på fiskeauktionen og dermed uvidende bød på 3 paller fladfisk, om hvordan æ’ politi ansatte to 10 årige praktikanter til at opklare en tyverisag, og selvfølgelig om Fnuggi, Blåtårn, Torben Vognmand, Ping Pong, Kylle, TP, CC og alle de andre magre jawthunde, sturre sumptromler og dem "der håj så mænne pæng’ de ku kjøv æ hele motorvejsstrækning til Tyskland".

Jeg har stadig en rigtig god veninde fra Hvide Sande. Vi gik i gymnasiet sammen dengang. Hun kom altid lidt for sent, fordi hun led af noget i stil med 'chronic way-finding disorder' – og så kørte hun i en Nissan Bluebird med pelsrat. (så fryser man æ æ'fingre om æ' vinter, som hendes far sagde). Den havde i en periode kun ét bakspejl, det andet havde hun bakket af hjemme i garagen. Når det regnede blev hun nødt til liiiige at rulle vinduerne ned i begge sider, stikke hånden ud og hjælpe viskerne lidt i gang.

Lige nu pendler jeg mellem polerne, mellem ekstremiteterne. Nørrebro – Vestjylland. Staden – Den Rådne Banan. Så utrolig forskellige – og dog alligevel..... så skræmmende mange fællesnævnere.