Kære dagbog, jeg har lige et spørgsmål.

Jeg ved ikke om jeg burde fortælle dette, jeg frygter lidt at alt vil blive misforstået. Men det handler om at jeg jo jagter kærligheden...også var det lige at, - Tja, jeg tænker over om der måske var en mere som jeg ikke ved om vedkommende var et muligt emne.

Jeg prøver jo altid at tænke på om hun mon skulle kunne lide mig, jeg prøver altid på om jeg kan regne mig frem til det ved hjælp af gerninger. Der til lægger jeg altid en god spand skepsis oven på. ( er i nyere tid ikke kommet frem til noget)

Men hvad får en pige til at gå helt ned i enden af sortere gaden for at spørge mig, om vi kan stå i samme spejl og sortere. hun virkede en smule nervøs..men det er ren spekulation fra min side..(så jeg vil hellere sige, hun var Måske lidt nervøs) Og måske gik hun til mig, fordi jeg var den eneste hun turde snakke med?! hun er jo lidt ny...jeg mener bare ren logisk set, burde hun have spurgt en anden, jeg er jo ikke ligefrem nogen spirre vip..der var da mange der var meget mindre end jeg.( det får mig selvfølgelig til at lyde fed, det er nok lige i overkanten af sandheden)

Blev iøvrigt også spurgt af den støre søster om jeg kunne lide månen...jeg undlod at svare..jeg ved jo heller ingen ting.

Nu har jeg snakket om en del piger, men sålænge jeg ikke har nogen, ligeså længe må jeg jo bare tage det som det kommer. Og skulle jeg imod forventning få den kæreste jeg søger, ja så vil min søgning være slut..og min koncentration vil gå til denne ene.

Det var lige hvad jeg gik og rodede med i tankerne - plus det nye eventyr jeg er ved at skrive på ;)