Hej,

Ja, det der med at være ung og uforstående er efterhånden noget jeg kan sætte mig ind i - folk siger man bliver klogere med alderen, men det er da vist kun bogligt. For mig selv og andre mennesker fatter jeg stadig ikke. Fatter ikke andre, forstår ikke hvordan de kan klare alting som de gør - og forstår ikke mig selv fordi jeg ingenting kan. Kan mindst af alt holde mig i godt humør... enten er jeg skide glad eller også tuder jeg? Og hvad pokker gør man så? Mine veninder bliver vrede fordi jeg ikke holder vores aftaler, men jeg ved jo ikke hvornår jeg pludselig begynder at græde - og går det først i gang har jeg ikke lyst til at skal være sammen med dem, for så er resten af dagen ødelagt.
K er den eneste der ved hvordan jeg virkelig har det... og hans eneste råd er psykolog. Fatter han ikke at det vil jeg ikke? Det jeg har brug for er bare at han lytter istedet for at afbryde eller også bare lader mig være i fred. Er godt A er meget bedre til den slags - men han bor i Kbh så er jo nærmest et fedt. Håber bare det snart bliver bedre - det er sq da så ynkeligt at gå rundt og være ked af noget man ikke engang selv er klar over hvad er? - Alle mine veninder siger det er en kæreste jeg skal have mig. Ellers tak. K og mig er lige gået fra hinanden. Vil være fair overfor ham, men også mig selv. Jeg kan ikke klare mere kæreste nu... 2 1/2 år så synes jeg at jeg har fortjent en pause - og er jo heller ikke fordi det er så nemt at finde en. og slet ikke for en som mig...