Forrige tirsdag i skoven havde jeg et klarsyn - en bilnøgle faldt ud af en lomme derude mellem anemonerne. Da vi i går stod ved startstedet og skulle skrives ind, var jeg lige ved at sige til løbemakkeren, at han skulle deponere sin nøgler hos arrangøren, men der var meget forvirring, fordi mange var mødt tidligt op.

Vi kommer afsted i god stil, løber lidt ned langs landevejen i rabatten, drejer fra ind i skoven over kvas og anemoner. Han opdager at bilnøglen er væk, han er sikker på, at han har lagt den i jakkelommen. Men "Made i China" og købt på tilbud i Aldi har en lille åbning i sømmen inderst lommerne og akkurat stor nok en at en bilnøgle kan smutte ud. Mobilos ligger der stadig.

Så er fanden løs i Laksegade, hvad gør vi? Vores husnøgler er låst inde i bilen, det samme er penge. Der er panik og vi kan slet ikke tænke klart, vi prøver så godt vi kan at huske ruten, går tilbage og håber at nøglen ligger synligt, måske er den tabt allerede ved startstedet. Vi taler om, hvad vi gør, hvis vi ikke finder den og vi har ingen løsning. Vi kunne løbe hjem, det er kun 10 km, vi kunne ringe til en låsesmed, men jeg har ingen kontanter hjemme.

Da vi kommer op på landevejen ligger nøglen nok så nydeligt i rabatten.

Her dagen derpå, hvor der igen kan tænkes klart, kom løsningen i fald vi ikke havde fundet nøglen. Vi kunne have løbet hjem, knaldet en rude, og en af os cyklet tilbage (eller taget en taxa) til bilen. Man kunne så have arbejdet hjemme i dag og få en glarmester ud.

Måske skulle jeg rappe lidt mere op, når jeg får disse klarsyn. Det drejer sig bare aldrig om noget stort og væsenligt, ofte løser tingene sig undervejs og bliver aldrig til noget.