Jah..

Nus er jo så som bekendt tilbage i billedet..
Det bliver en svær omgang, på den måde forstået at der bliver noget at tænke over fremover..

Han sad på min gule stol og begyndte så fint fra en ende af.. Om sit liv helt fra begyndelse.. Folkeskolen, skiftet, flytten rundt, skilsmisse.. Om videre uddannelse - om pigerne.. Om udnyttelse af pigerne.. Om mere uddannelse og flytten til København.. Om mere udnyttelse af pigerne - om forhold der var gået i hovedet på ham, som han ikke kunne glemme.. Efter to timer nåede han så til det tidspunkt hvor jeg kom ind i billedet.. Som ren sex dengang - men jeg var alligevel anderledes end de andre sædvanlige overfladiske københavnerpiger.. Jeg bad ham fortælle historien om mig, som om jeg ikke kendte den, for at få det med fra hans synspunkt..

Der var noget ægte over mig.. Noget der fik ham til at føle ansvar.. Noget der fik det til at gøre væmmelig ondt, da jeg gik.. Fordi han følte at han svigtede det ansvar han havde overfor mig.. Han føler at han svigter folk - og at han svigtet mange folk tror jeg.. Jeg har svært ved at definere præcis hvor problemet ligger, men jeg tror stadig på at svigt er noget overordnet, eftersom det går igen ufatteligt mange gange når han sidder og fortæller.. Og så hele problematikken med at passe ind versus ikke at passe ind.. Med ikke at vide hvem han er, og intenst prøve at finde ud af det.. Ligeledes problematikken med intenst at ville et parforhold med familie, børn og lignende - men at blive bange for det og flygte fordi han ikke tror han kan leve op til det, når chancen byder sig.. Hans sidste forhold holdt i fem uger, så flygtede han igen.. Mødte en pige i byen der var sød - flyttede nærmest ind med militærrygsækken på egen hylde i klædeskabet - havde et sted at tage hen efter arbejde på kassernen.. Efter fem uger, stak han af.. Da hun begyndte at "være afhængig" af ham, som han selv siger det.. Og da han begyndte at være afhængig af hende..

Jeg studser over ordvalget må jeg indrømme.. Som om den form for afhængighed er en dårlig ting? Det er vel i princippet tosomhed han omtaler? Han er så opsat på et godt resultat af det, at det stiger ham over hovedet når han endelig står der..?

Jeg ved det ikke, det er er store tanker, store overvejelser, og jeg burde sidde med næsen i kemibogen..

Men pointen er, at han vist har brug for at opdatere mig med de ting der sker.. Han vil vise mig at han tager tyren ved hornene.. At han prøver at forandre sig - til noget godt..

Det slår mig nu, at han engang skrev til mig, at jeg gav ham lyst til at blive et bedre menneske.. Det virker næsten til at det er det han prøver at efterleve nu..

Han prøver at lave om på sig selv.. At blive et bedre menneske.. Og jeg prøver at overbevise ham om, at det er for hans egens skyld han skal gøre det.. Kun for sin egen skyld - og hvad det "nye" liv byder ham, må han så se om han kan tage imod uden at falde tilbage i den gamle rille.. Han skrev pænt til mig i dag, at han sad og ledte efter psykologer.. At det gjorde ondt at en enkelt "tur" kunne koste knap tusind kroner.. Jeg fik sagt at jeg mente at knap tusind kr et par gange var givet godt ud, hvis det kunne hjælpe ham til at få lidt fred i sindet..

Det virker ting at han hænger fast i alle de dårlige ting der er sket i hans liv - på en måde - og glemmer de gode.. En af de bedre ting må så åbenbart være mig, eftersom han kommer tilbage hertil.. Meget modigt i grunden..

Jeg kan godt regne ud hvorfor, det er ikke så svært.. Men jeg kan virkelig ikke falde tilbage dertil.. Det er jeg slet ikke stærk nok til.. Eller har jeg lyst til.. Han er drønhamrende charmerende.. Men minderne gør stadig ondt..

Han sad på stolen og fortalte om dengang jeg kom ind i billedet - og ikke mindst dengang jeg forsvandt ud af billedet.. Det hele kom op og vende igen.. De seksuelle afvisninger.. De kropslige afvisninger.. De sociale afvisninger.. De kommunikative afvisninger.. Kampene i forbindelse med hver eneste af dem.. Jeg indrømmer blankt, at jeg fik våde øjne, men nåede at blinke tårerne væk, mens jeg meget intenst gloede på den pandekage jeg var igang med at vende på daværende tidspunkt (han sad på stolen, jeg bagte pandekager)..

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det hele.. Jeg har tilbudt at jeg går med til psykologen og venter udenfor mens han er "på".. Han mente at det godt kunne blive aktuelt.. Han mener først det kan blive engang til sommer.. Jeg klandrede ham straks for at udsætte alting til et tidspunkt i fremtiden, som er tilpas uhåndgribeligt.. Hvilket fik ham til at komme igang med det samme..

Jeg spekulerer lidt på om han i virkeligheden er klar til at ændre sig.. Klar til at tage imod inputs.. Klar til at lægge de dybe ting på bordet.. Klar til at bearbejde det hele.. Jeg ved det ikke.. Jeg tror kun der i virkeligheden er en der har svaret på det, og det er ham selv..

Hvor meget han ønsker det her - kan også kun han svare på..

Jeg har super meget lyst til at involvere hans forældre i det her.. Fordi jeg har brug for at snakke med nogen der kender ham.. At involvere andre som er "tætte" på ham.. Ikke for at sige; "Ha! Jeg havde ret!", men fordi de kender ham langt bedre end mig på andre områder - på "gennem hele livet"-området..

Nus trigger mit ansvarsfølelses-gen.. Selvfølgelig har jeg lyst til at hjælpe ham, fordi sådan er jeg, men..

Men jeg kan mærke, at jeg gir' op første gang han begynder at modarbejde sin egen fremadrettede proces.. Jeg gider ikke slås med ham, ikke et sekund.. Men jeg gider godt være med til at skabe de bedste forudsætninger for at han skal få det bedre..

Det hele er temmelig svært at forklare.. Nu er det i det mindste ude..

Nu mangler jeg så bare at finde ud af hvad min rolle skal være..