Nå men jeg må jo hellere prøve selv at ændre en smule på min situation... Har været i bad, ladet mit hår hænge løst, taget makeup på (!!) og ovenikøbet pænt tøj - eller dvs. pænere end det jeg plejer at flyde herhjemme i... Sluttede af med parfume...
Håber at kæresten lægger mærke til at jeg har gjort lidt mere ud af mig selv.

Det er ikke fordi jeg er bange for at blive gammel. Eller bliver sur/ked hver gang min søster minder mig om at jeg "snart" bliver 30.
Jeg tror bare jeg selv har svært ved at fatte det.
Jeg føler mig stadig som en usikker skolepige.
Jeg kan tage mig selv i at være ved at dreje en anden vej fordi der står en flok teenagedrenge, og jeg er bange for hvad de skal tænke om mig.
Eller bange er ikke det rigtige ord. Men lidt svært at beskrive.

Det handler vel i virkeligheden om usikkerhed. Hvad tænker de om mig? Synes de jeg er utiltrækkende, kikset eller noget andet?
Tit må jeg lige give mig selv en mental opsang.
Jeg kunne jo nærmest være deres mor! Eller ihvertfald deres storesøster.
Jeg har min egen familie. Jeg er mor. Og jeg tænker seriøst over hvordan sådan nogle unge knægte ser mig.
Jeg forstår virkelig ikke hvorfor.
Er det fordi jeg ikke vil indse at jeg er voksen? Er det fordi jeg ikke føler mig voksen?
Eller er det fordi jeg rent faktisk ER voksen, men absolut ikke har opnået en skid?! (Andet end at få et barn - som jo er stort nok i sig selv, men var ikke det jeg mente her...)

Puha... Snart er livet jo forbi... Det er om at finde ud af hvad man vil før det er for sent...

Denne her tekst tog en helt anden drejning end formålet var... Nå, jeg må skrive en ny senere. Nu skal jeg lave en poooooositiv frokost til kæresten...