Jeg er ked af det. Min søster har lige ringet og raset lidt over min mors forandringer. Noget med at hun var ligeglad med børnenes ønskelister... men for helvede. De skulle jo til USA og er begge midt i 60'erne... det er højst sandssynligt kun en god ting, at mor har holdt julen ude af hovedet inden hun skulle afsted.

Jeg holder utroligt meget af mine søstre. Har det til tider lidt sværere med den ældste... Som nu. Jeg krymper mig. Noget med at hun har talt med en psykolog om min mors forandringer, og om at hun bliver nødt til at tale med mine forældre om det.... Jeg kan næsten ikke bære det nederlag, jeg ved det vil være for min mor.
Hun må jo være rædselsslagen selv..... Og jeg er da også ked af at hun forandrer sig, uhyggeligt bange faktisk.... men hun kan jo ikke gøre for det det. Eller rettere. Hun ville om nogen selv ønske at det ikke skete.

Jeg ved ikke hvad man skal gøre ved det. Jeg elsker min mor så højt. Jeg bliver bange, når vi alle 4, både søster, søster, søster og farmand er betænkelige over forandringerne i hvert vores hjørne.

Jeg vil gerne vise jeg elsker hende. Jeg vil gerne støtte hende og få hende til at føle sig afholdt. Ikke som storesøster, der jo ender med at komme til at gøre anklage hende.

Og jeg er så ked af, at.... at jeg jo kan regne ud, jeg ikke får børn, der når at kende hende som hun var. Men sådan er livet åbenbart. Så er det godt, at der er flere end mig til at fortælle historier. Og... faktisk, selvom mor forandrer sig lidt, er det altså ikke kun til det værre. Hun er altid helt utroligt elskelig. Det tror jeg aldrig hun holder op med.