Det kommer snigende. Jeg bliver glad for brillen, og skuffet når han ikke vil have mig. Det er ikke godt. Måske det har luret siden for længe siden. Han er et noGo. Han er et helvedes liv som med J. Og alligevel kan jeg mærke mig smelte, når han kommer ind ad døren. So what at han har kysset den halve by. Jeg er ligeglad. Men... han vil øjesynligt ikke have mig. Helller ikke bare ad hoc. Eller også forstår jeg ingenting.

Vi har lige været til vores kiksede lille julekomsammen, og han og jeg blev tilbage til slut. Han lagde sig og sov på sofaen, og tjah, jeg gik og ryddede om, og så hjalp han, og så kørte vi hjemad sammen. Jeg tænkte faktisk, at han alligevel var sådan lidt søgende/spørgende. Og så, der hvor han oplagt kunne have fulgt mig lidt på vej, kørte han den anden vej hjem. Og jeg er pænt skuffet. Gider ikke have det på det plan, hvor jeg bliver sårbar. Det sjove er fint. Det bløde sårbare orker jeg ikke. I hvert fald ikke, når det så åbenlyst ikke bliver værdsat.

Jeg er skuffet. Men også lidt rundt på gulvet, og glad over fornemmelsen i kroppen. Nu har jeg jo løbet en gang idag. Det må være nok.