Hvor er det bare herligt at være hjemme fra ferie! Så er der ingen forældre i et stykke tid. Forhåbenligt indtil jul!
Jeg har allerede været nede i byen og få øl og pizza med nogle venner. Jeg fik en god griner med den ene, fordi jeg jo havde lånt en seng ved ham sidste weekend. Så da jeg står op og går ned i stuen er det hans bror der er der. Jeg er helt sikker på at min ven er stået op for længst så jeg spørger efter ham. Broren fatter ingenting.
-Næh, jeg ved da ikke hvor han er, hvis han ikke er ovenpå.
Jeg gider ikke til at forklare, at jeg bare har lånt gæstevælrelset, så jeg faktisk ikke ved, om han stadig er ovenpå, så jeg siger bare okay og skrider. Det havde broen bare ikke fattet.
-Hvad var det for en stiv kælling, der ikke fattede du lå i sengen i morges?
Hahaha!

Ferien har været lidt slem. Jeg sad fandme nærmest og tudede i bussen på vej hjem. Jeg kunne bare ikke fatte, hvordan det kan være sådan.
Jeg tror ikke, at min mor kan lide mig mere. Vi har intet til fælles, og vi har intet at snakke om. Det eneste jeg hører hende sige er brok. Det eneste vi kan sammen er at shoppe, og det der med at rende rundt i hver sin ende af en forretning er sgu ikke særlig socialt vel?
Det har bare været så stille. Bortset fra når vi kommer op at skændes. Fordi hun synes, at jeg virker sur ligeså snart hun træder ind af døren. Jeg er måske også lidt sur, men det er bare fordi jeg bliver træt af at høre på alt den brok.
Det skulle have været så hyggeligt. Men vi er gledet fra hinanden. Vi er to fremmede mennesker overfor hinanden. Ved ikke hvem den anden er længere - hvis vi da nogensinde har vist det. Men nu er det bare tydeligere end nogensinde.
Vi kan ikke engang starte på en frisk, for jeg er blevet voksen. Hun føler sikkert, at det er sket på en dag, fordi jeg ikke har boet hjemme siden jeg var 15, og vi kun har set hinanden sjældent de sidste mange år.
Det er svært at snakke voksen-ting, når hun stadig ser mig som en lille pige.
Vi burde jo kunne sætte os ned og snakke over en flaske rødvin, men kan vi drikke sammen? Jeg er jo bare en lille pige.

Jeg har også vildt dårlig samvittighed over ikke at have set min far. Hver gang jeg så en bil magen til hans fra bussen kunne jeg bare se at mine øjne blev slørede af tåre.
Men der skal jo to om ikke at ses. Han ved for fanden godt, at jeg er hjemme i skolens efterårsferie - som han udmærket godt ved er nu - hans kæreste er folkeskolelærer for fanden!

Jeg ville rigtig gerne snakke med min kæreste om det. Have en der bare ville holde om mig, mens jeg græd. Men han er her ikke - og hvis han var ville han så forstå?
Jeg er hans lille solstråle - jeg skal jo ikke være ked af det.
Han er også typen, der altid ser det gode i alt. Det ville blive for meget en samtale om, hvad det gode ved det hele er - i stedet for bare at lytte og kysse mig blidt i håret.

Jeg vil så gerne se positivt på det. Det plejer jeg at kunne med alt. Men mine forældre er bare undtagelsen. Er det slut mellem os?