Kære Dagbog..
Jeg er så træt af at tænke over min familie. De har sku ikke fortjent det. Jeg er så træt af altid at være irriteret over dem, men hvordan kan jeg bare glemme? Eller for den sags skyld bare overse deres ligeglade sind overfor os. Min fætter havde fødselsdag den anden dag, vi plejer altid at blive inviteret to - tre dage før, men denne gang blev vi ikke. Hvis de dermed har erklæret os "krig" så tager jeg med glæde denne krig op. Mor finder sig i alt fra deres side af og jeg er alt, hvad hun er undtagen på et punkt. Der står ikke wienerbrød på ryggen af Østergaard, og den måde de har pisset på vores familie, havde jeg aldrig tilladt. Far håber, at de snart dør og vi skal derfor have mormor og morfar juleaften. Da vi fortalte mor det, fik hun blanke øjne. Så kommer mit dilemma: kan jeg holde ud at ødelægge både juleaften og 2. juledag eller skulle man lige tage lidt arbejde, så man slap for det?
Jeg mangler deres kærlighed, men jeg har tænkt over det. Og måske er det bare faktumet at de ikke var der da mor var syg, der har gjort at jeg aldrig har kunnet tilgive dem. Det har jo så heller ikke gjort det bedre, at vi har set, hvordan mormor har rendt i røven af lorteungerne. Hvorfor var det så os, hun svigtede?
Det irriterer mig, at jeg ikke kan komme over det og idag siger, at jeg rent faktisk glæder mig til, at hun dør.
Det gør jeg. Jeg håber bare, at der går lidt tid, så det når at gå op for hende, at hun ikke har mig som barnebarn.
Nå det blev en totalt hadedagbogs side dette her, men det var lige, hvad jeg havde brug for.
MVH Christina Østergaard.