Sad lige og læste min sidste dagbogsnotat - og kan ikke forstå, at al den begejstring kunne føre mig til, hvor jeg er nu.... sygemeldt, deprimeret, angst, udbrændt......

Jeg holder stadig meget af mine kolleger og mit arbejde - men den ene dag i sidste måned, hvor jeg prøvede at møde op, fik jeg anfald af fuldstændig grundløs panikangst både på vej til og fra arbejde :(

Er det arbejdet, der gør det????
Arbejdspladsen er den samme. Kollegerne er de´samme. Arbejdet selv - nåja stramninger og opgang i sagsantal har medført, at jeg bruger meget mere tid på kontrol og administration og jeg har svært ved ikke at se menneskerne bag cpr-numrene..... jeg brænder for mit arbejede - eller gjorde, for efterhånden minder det lidt for meget om at sparke til folk, der ligger ned......

Er det oplevelserne med min dejlige datters absolut ikke dejlige far, der gør det?
Måske... i hvert fald kom det største angstanfald, da jeg fik overbevist mig selv om, at det var ham, der gik foran mig på fortovet.

Men hvorfor så lige nu?
Kan det være fordi jeg for første gang siden føler mig tryg. Jeg bor der, hvor jeg gerne vil og har et dejligt netværk af voksne omkring mig - ligesom Kraka har et stort, godt netværk af jævnaldrende lige i det nærmeste nabolag.
Men hvordan kunne det overbevise mig om, at verden ville blive bedre, hvis jeg ikke var der?

forvirring......