På næste fredag sker det, jeg bliver udskrevet fra hospitalet (efter34½ uge), jeg flytter til Randers hvor jeg skal bo på en institution for folk med Aspergers syndrom, min sag overgår fra psykiatrien til voksenhandicap og jeg skal sige farvel til ca 80% af min omgangskreds såsom min bostøtte og personalet på hospitalet.
Det bliver vildt underligt. Jeg glæder mig, men jeg er også urolig, for jeg bilder mig selv ind, at de forventer en mirakuløs forbedring af mit mentale helbred. Det gør de selvfølgelig ikke, men de taler som om at de gør, og det er ret frustrerende.