... ud at puste lidt om søerne. Der er smukt, og det føles rart, og så har man et kortsigtet mål - det er en god ting, en sund ting. Måske er det meditativt... Jeg følte mere at jeg løb der, og lige bag ved mig, var jeg hele tiden ved at indhente mig selv.
Nogle gange føler jeg det, som om jeg ikke kender mig selv. Som om jeg ikke er brudt igennem mig endnu. Som om jeg har været gamle mig i årevis og inden i kæmper en alien for at komme ud af sin ham. Og jeg tør ikke. Jeg ved ikke om jeg kan lide det, eller den. Og jeg er bange for at gå glip af livet, og kan samtidig ikke give slip.
Og som om al mit sociale behov er opdæmning. Larm. Noget der holder alting tilbage.
(Jeg kan muligvis ikke helt tåle at bo alene, stadig ;) )
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Jeg ånder mig i nakken er publiceret
16/09-2009 20:25 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.