Jeg græd, da jeg lettede fra København, fordi det var et slags farvel - og jeg græd, da jeg lettede fra Moskva, fordi nu kunne jeg bare ikke mere opretholde mig selv. Jeg savnede ham. Jeg savnede alle. Jeg følte mig så alene i verden. Og jeg græd, da jeg ankom til Vietnam og så min mor. Og nu græder jeg, fordi jeg ved, at der venter mig en ensom seng - og at der ikke venter en kæreste derhjemme.

Jeg bliver ved med at tænke, at han må komme til fornuft, at han da ikke kan forlade mig, når han elsker mig, men
sandheden slår bare endnu hårdere. Han er skredet - og han er glad for, at han skred! Og jeg indser mere og mere, at jeg kun vil være venner, fordi jeg håber. Fordi jeg tænker, hvis bare han hele tiden ser mig, så går det op for ham, at han savner mig. Jeg er så bange for at blive glemt. Fordi jeg føler, at jeg ikke er noget som helst, hvis man kan glemme mig. Og samtidig ved jeg jo, at han ikke glemmer mig. Men at jeg bare ikke er den kvinde, han vil tilbringe sit liv sammen med ligenu. Og måske aldrig. Og måske ved jeg også - og derfor gør det mere ondt - at han
har ret i at sige fra, fordi vi ikke ville have gjort hinanden lykkelige på lang sigt. Men hvem fanden tager sig
af "på lang sigt", når man er lykkelig lige nu?!

... og om nogle måneder er jeg okay igen... hvis ikke før... jeg glæder mig sådan til at kunne gå i seng uden at tænke på, at pladsen ved siden af mig er tom.

Jeg bærer rundt på så mange tårer. Mere end to uger er allerede gået, siden vi slog op - og jeg må tage til takke med ikke at kunne andet end blot at iagttage verden passere forbi mig.

Jeg tænker hele tiden på, om han mon også græder. Tænker på, om jeg også vandrer gennem hans tanker regelmæssigt. Igen angsten for at blive glemt - for at være nem at at glemme.
For han er ikke nem at glemme.

Og han skriver ikke. Ved, at denne stilhed fra ha, er det, jeg har brug for. Men den gør ondt, ville ønske, han skrev - men kun fordi jeg ville ønske, at han skrev, at han savner mig og vil have mig tilbage. At han har begået sit livs fejl. Men det ved jeg jo godt, at han ikke har.