Ligger det mon i menneskets natur, at vi altid stræber efter det vi ikke har og det vi ikke kan få? Er græsset altid grønnere på den anden side? - Altså indtil, at vi selv står på det, med bare tæer.

Hvorfor føler jeg mig som en tyv om natten, når jeg stjæler mig til at se over på hende? Hvorfor kan jeg mærke genertheden vælte op mig, når hun ser tilbage og smiler samtidig?

Hvorfor stopper jeg ikke bare her og siger til mig selv, at jeg skal fokusere på noget andet. Jeg ved jo godt, at der ikke vil ske mere, jeg ved jo godt, at hun er flere leagues over mig. Jeg ved jo godt, at hun slet ikke mener det samme som jeg opfatter, når hun skriver "Aj, du er sød".

Jeg stræber nok efter den anerkendelse det giver, at vide at hun finder mig interessant. Og som narkotika ønsker jeg mere og mere.

Men med mit held, så går jeg nok for langt en dag og får brændt snoren over, der binder vores spinkle forhold sammen.