Ja så er jeg tilbage igen.

Det der skulle ha været den dejligeste oplevelse i mit liv, gik hen og blev et helvede.

Fredag d.22-06-2001 fik jeg at vide på næstved hospital at jeg havde aborteret mit kommende barn.

Det er det største slag i hovedet jeg nogensinde i mit liv har fået. Jeg var pludselig kommet i en situation hvor jeg ingen ting kunne stille op, og jeg havde ingen mulighed for at gøre noget godt igen.

Min kæreste og jeg blev sendt hjem for natten, velvidende at jeg indeni bar rundt på mit døde foster.
der var ingen hjertelyd ved scanningen, og lægerne mente det var bedst hvis jeg tog hjem med min kæreste og kom igen dagen efter for at få foretaget en udskrabning.

Det er de to længste dage i mit liv.

Jeg kan på nuværende tidspunkt godt sige at jeg er rimelig afklaret med at de fjernede det døde barn, og at der ikke var noget at gøre.
Men jeg kan ikke se på en dame der kommer med sin barnevogn, eller på børnetøjet i kvikly eller lignende uden at jeg får ondt i hjertet.

jeg kan sidde og have det hyggeligt og grine i det ene øjeblik, for i det næste at gå hen hvor jeg er alene og græde.

Jeg tror et eller andet sted at jeg føler mig som har jeg forrådt det lille væsen der var inden i mig hver gang jeg har det sjovt og hyggeligt.

Jeg har jo ikke nogen egentlig grund til at føle det på den måde, men jeg tror måske at jeg tænker meget mere over det når jeg er glad, for jeg kan jo ikke være glad for at jeg venter mit første barn........

Jeg vil utrolig gerne prøve igen, og lægerne mener da også at jeg kan gå igen med de indledende øvelser efter en måneds tid, men jeg føler ikke rigtig at jeg kan stå om måske tre måneder og sige " hurra nu er der to streger igen "

Jeg ved ikke om det er mig der er underlig, men jeg føler lidt at jeg skubber kæresten væk fra mig i øjeblikket. Jeg elsker ham over alt på jorden, men jeg har nogle dage hvor jeg føler ubehag når han er for tæt på.

Jeg aner selvfølgelig ikke hvorfor, men jeg mener sgu det er ligeså hårdt for ham, som for mig.

Nu fik jeg da hældt lidt vand ud af ørerne, og så må vi bare håbe at tiden læger sår, og at jeg ikke for det endnu hårdere end jeg har det nu.

JEg skriver snart igen.

Mohia