Jeg har det lidt bedre end igår, men ikke meget.
Jeg er nok desværre tilbøjelig til at falde ned i et hul når jeg er ked af det. Et hul, som jeg kun langsomt kan kravle op af igen.
Jeg skriver så godt jeg kan hvordan det føles for at få det gennem kroppen. Giver mig selv lov til at være ked af det.
Tænker på de gode ting jeg oplevede med hende. Desværre er det ikke særlig mange, vi har aldrig set meget til hinanden. Det bedste jeg husker er min efterårsferie for 19 år siden hos hende. Vi hyggede, spillede kort og bare var sammen. Det var en dejlig uge. Se, nu sidder jeg jo alligevel og kommer til at smile en smule ved tanken om den ferie. Det er et værdifuldt minde som sidder lige midt i mit hjerte.
Det morsommeste ved hende, var når hun kom på besøg så bankede hun ikke på, hun gik bare lige ind midt i stuen. Det var normalt for hende. Lettere ubehageligt når man ikke er forberedt på det, men dog for mig alligevel morsomt at tænke på.
Nu jeg er i gang, så bliver jeg mindet om min farfar. Vi stod altid og grinede når ham og min farmor kørte hjem fra besøg. Han brugte koblingen (tror jeg) forkert og bilen sagde "VRUUUUN VRUUUUN VRUUUUUN". Det lød bare så morsomt og han gjorde det altid. Og vi kunne høre bilen i lang tid efter de var kørt, når vi stod og kiggede ud i den tavse nat.