Kære dagbog.
Hvordan går det så? jeg kan ikke forstå, at jeg skal plages så meget af dårlig samvittighed! Hvad i alverden har jeg dog gjort så galt, at jeg først føler mig godt tilpas, når dagen er til ende og der ikke er mere, der kan gøres? Når jeg mæt af dagens hændelser lægger mig tilrette i min seng og sukker og træt gemmer mine spekulationer om, hvad jeg skulle have gjort i løbet af dagen og hvad jeg så om nødvendigt må se at få gjort i morgen.

Det virker jo lidt plim, at jeg er efter mig selv, når nu der ikke er andre der er det! Jeg har rent faktisk muligheden for at være helt uden dårlig samvittighed, hvis jeg ikke gav mig selv den!

Jeg vil resten af dagen lade den dårlige samvittighed være der samtidig med, at jeg ikke vil gå op i, hvad den finder på, men blot medfølelende klappe den på hovedet, se den lægge sig i sin kurv eller, hvad den nu har lyst til og gå videre med mit vigtige arbejde: Nemlig, det jeg har lyst til og som gør mig godt. For så bliver jeg så rar og dejlig at være sammen med for de andre i min familie.... OG for mig selv ;o)
Når der ikke er noget pres oplever jeg, at jeg gør tingene, der trods alt skal gøres (lave mad, havearbejde, rydde op o.lign.) helt af mig selv og uden besvær, men med glæde i hjertet og i ro og fred med mig selv.