Dagbog Tirsdag den 17. juni Møde med dramatik og telefon opringningen

Jeg havde haft en dårlig nat og hovedpine det meste af dagen, men jeg var alligevel klar klokken 18.30 til bestyrelsesmødet i partiet. Lige midt i mødet ringede min telefon og det var temmelig pinligt, fordi den ringer med ”Rock around the clock tonigt”. Jeg har den altid tændt, hvis der skulle ske noget med Olde, sådan har det været siden den gang, den ringede og jeg fik at vide min mand var død. Jeg sagde til mine ”Partikammerater”: ”Det må I undskylde, det er Else, hun skulle ikke ringe”, så gik jeg ud og svarede. Men det var ikke Else. Det var en ung dame der havde set annoncen på nettet om vi søgte en gård. Vi aftalte at jeg ringede tilbage klokken 21.30, når vi var færdige med mødet.

Vi havde et rigtig godt møde, hvor vi fik gennemgået mange ting, og så snart det var færdig, gik jeg ud i gangen og ringede tilbage til den unge dame. Hun havde en stor gård nær Holbæk. Det lød rigtig godt. Vi aftalte at vi skulle ringes ved næste dag omkring klokken 16.30, for så var hun kommet hjem fra arbejdet, og vi kunne aftale hvornår vi kunne se det.

Da jeg var færdig gik jeg ind igen for at pakke mine ting sammen så vi kunne komme hjem. Men så kom min ”ledsager” og han fortalte at vi ikke kunne komme ud, fordi, da han gik ud for at få lidt luft, medens han ventede på jeg skulle blive færdig, så han en af mine ”partikammerater” var ved at falde om. Han fik fat på ham, og fik ham sat ned, og kaldte på en af de andre, som ringede til 112. Og den ambulance jeg havde hørt holdt her udenfor, sammen med en læge og en læge ambulance. Lægen stod ude ved indgangen og arbjede med den ”patienten”.

Jeg holdt mig væk, og jeg blev dårlig, jeg tænkte på hvor hurtig det var gået med min elskede Erling. Jeg fik ondt i maven og var svimmel. Jeg rystede det af mig, tog mig sammen, så ingen af de andre kunne se, hvordan jeg havde det indvendig, medens jeg snakkede med dem om alt andet, end det der skete lige nu, jeg tror vi var bange for at snakke om det.

Efter nogen tid gik vi derned, og de lagde ham op på en bårer, jeg så båren med Erling, i det hvide lagen, med hans smil i hans store lysegrå skæg, og hans briller oppe i panden. Jeg rystede på hovedet, og prøvede at tænke på det de andre sagde og snakke med dem. Endelig kørte de og vi kunne komme hjem, dybt rystet efter et godt møde og med aftalen om gården og en dramatisk afslutning.

Da jeg lå i min seng tænkte jeg igen på Erling og hans død, det er snart 3 år siden. Så begyndte jeg at græde min sorg ud. Jeg troede faktisk at det ikke ville komme igen, men nu gjorde det. Det varede længe før jeg faldt i søvn.