"Det smukkeste i Haderslev, er splitflaget over kasernen."

Det splittede Dannebrog, vækker en smule nationalitetsfølelse, vejrede fra flagstangen monteret øverst på de tyske bygninger. Jeg havde aldrig troet at de indtil videre to år jeg har tilbragt her, skulle ende med at være så dybdegående helende, og her inden vejs ende, dybt splittende. Man kan ikke sammensætte sit liv, så det består udelukkende af mennesker og andre personer, der er positive for ens egen udvikling. Hvad enten man vil eller ej, ryger man ind i mennesker, der ved første øjekast virker reelle - og dernæst viser sig at være noget nær giftslanger i forhold til personlige relationer.

Min stædighed, og min selvsikkerhed på mange områder, har fået lov til at genudvikle sig hernede, i fred. Stille og roligt. Igen blev jeg som jeg kender mig selv: En "No-shit"-person. Man skal ikke gøre noget, hvis det ikke giver mening. Man skal ikke sige noget man ikke mener - undtagelsesvis selvfølgelig hvide uskadelige løgne.

Selvom jeg ikke kender byen fra ende til anden - og på trods af, at der er masser af steder jeg endnu ikke har sat min fod, er jeg stillet og roligt blevet indlemret i fællesskabsfølelsen, der nu engang eksisterer i den lille "landsby" den sønderjyske storby dog stadig præsterer at være. Ikke at følelsen er påtvunget overhovedet - men den vanlige vennekreds har nu alligevel fået en særlig værdi, omend jeg ikke kommer til at holde kontakt med alle af dem.

If somebody asked me if I could fly - I would say yes!