(Alice Cooper/Lock me up)

Måske lige tidligt nok at fyre DEN (ovenstående citat) af, men nu har jeg ventet på det i flere måneder, såeh … c”,)
Hmm … det går lige op for mig, at hvis man ikke kender sangen, så er det måske lidt svært at gennemskue, at den er udtryk for begejstring fra undertegnedes side. Men det ER den. Dels fordi jeg efterhånden tør tro på, at jeg er ude af ”zonen” for denne gang, og dels – især – fordi det er lykkedes mig at færdiggøre en novelle. Det lyder måske ikke af alverden, men enhver der har hørt mig jamre om skriveblokeringer det seneste års tid, ved at det ER alverden.
Så nu håber jeg på at have slået et par revner i skriveblokeringen. Savner virkelig at kunne lukke PC´en ned med følelsen af at have ”bloodied the stage”.

Og så lige et par ord om rotter (fandt det upassende i Miss Rottweilers nekrolog):

Et par stykker har reageret på min oplevelse med rotten i toilettet, fordi de – som jeg, indtil i mandags – troede, at det var en skrøne, at rotter kan passere vandlåsen. Det er det så tydeligvis ikke, men jeg har nu læst på lektien og kan berolige en smule med, at det er meget få rotter der kan gøre det.
Ifølge Skadedyrsbekæmpelsen er det kun såkaldt ”dygtige” rotter som mestrer kunsten, og her er vist tale om promiller. Har de til gengæld gjort det én gang, er det ingen kunst for dem at gøre det igen. Hvis de vel at mærke overlever turen. Egentlig et meget godt argument for at lukke toilet-låget, ikke? Og så slipper man samtidig for diskussioner om hvorvidt brættet skal være oppe eller nede. C”,)

Som jeg nævnte sidst, lagde vi gift ud til Miss Rottweiler tirsdag aften. Det har jeg så – i dag – erfaret faktisk ikke er tilladt. Så husk lige det, drenge og piger! Hvis I har/får rotter, så er det kommunen og KUN kommunen som må forgifte dem. Dette skyldes, at forkert dosering kan gøre rotterne resistente i stedet for at slå dem ihjel, og resistensen er arvelig.
Resistens blev så aldrig rigtig et relevant problem for os, i det vi fredag opsatte to rottefælder; henholdsvis en levende-fælde (ja, det kan man faktisk godt få til rotter) og en gammeldags klapfælde. Klapfælden blev Miss Rottweilers endeligt hvilket på sin vis var godt nok, da vi alligevel ikke kunne sætte hende ud i naturen. Derude ville hun være en omvandrende giftophobning til fare for rovdyr og ådselædere.
Skulle andre rotter dog vælge at følge i hendes fodspor (hvilket jeg absolut ikke håber og vil gøre mit til at forhindre), vil de nu have 50 % chance for overlevelse, for det er sidste gang der bliver lagt gift ud her i huset. HADER det skidt.