Min søster har lige ringet og spurgt på tlf-svaren om jeg vil stå fadder for hendes lille søn d. 3. februar...

Og nu sidder jeg og stortuder...

Hvorfor det?

Men jeg kan jo knapt holde sammen på mig selv, jeg tør ikke ... love at jeg kan passe på den lille rørende størrelse på nogen måder... De elsker ham... Jeg kan ikke leve op til det. Jeg tør ikke love min dejlige storesøster, at jeg kan passe på hendes søn... det er der jo ingen tvivl om. Jeg kan ikke engang passe på mig selv.

Det eneste jeg kan er at koncentrere mig om mig selv, om at komme på højkant. Jeg er mig, jeg er navlepiller, langsom, tvivlende i alt, hvad jeg gør.... Åh, det behøver måske opfattes som noget så stort ... ved bare ikke om jeg kan være... noget specielt for et lille barn.... eller for min søster.

Jeg er bange for at tage ansvar for nogen eller noget andet end mig selv. Og det er jeg også bange for. Det er jo bare et spil, en gestus i det offentlige rum, men sådan føles det alligevel ikke, nu hvor de har spurgt.

Jeg ved ikke om jeg kan...