Sidder og venter, en ven spørger: "Hvad venter du på?"
Godt spørgsmål, men svarer med et andet spørgsmål: "Venter vi ikke alle på at noget skal ske, forandringer i livet, at vi skal finde lykken?"
Hvad er lykken? Det der for mig er lykken, kan for dig være noget bras.
Vil helst ikke at nogen skal vide, at jeg har det dårligt, vil helst ikke at andre skal se smerten i min sjæl. Forsøger at trænge igennem det panser, jeg har lavet omkring mig, at kravle op af den kælder, som jeg sidder i.
Jeg ved med mig selv, at verden ikke kan laves om på bare et slag.
Men jeg håber, at jeg ved at flytte nogen brikker inden i mig selv, inde i min sjæl, kan skabe den fred, som kan gøre at jeg engang kan blive tryg i mig eget hjem, sådan at jeg igen kan blive den mor for min dreng, som jeg gerne vil være. At jeg lærer at acceptere, at jeg ikke kan det som andre forældre kan med deres børn, men at jeg kan så meget andet med min dreng, som betyder en helt masse for ham og giver ham den tryghed, som han gennem længere tid har manglet og savnet. Hvor ville jeg gerne kunne hælde alle brikkerne ud og starte fra bunden af, få hver enkelt lille brik til at ligge rigtigt. Men jeg kan altså ikke finde de rigtige brikker, eller også er det fordi jeg ikke ved, hvad det færdige motiv skal være.
Hvorfor jeg ikke giver op, men stadig kæmper som en af skyggebørnene?
Ja, det er mig uforklarligt, at jeg ikke bare tømmer glasset med sovepiller, at jeg ikke bare forsvinder ud i den blå luft. Forklaringen er måske min stædighed, min kærlighed til livet, mine venner og ikke mindst mine børn og troen på, at jeg en dag opnår at se det færdige motiv, at den sidste brik bliver lagt. Spørgsmålet jeg stiller mig selv er jo bare om det bliver færdigt før den dag, jeg lukker mine øjne for sidste gang. Spørgsmålet er vel også, om jeg ikke bruger for mange kræfter på at få samlet det puslespil, om jeg ikke i stedet bør forsøge at leve livet, at nyde mine venner, mine børn, at jeg tør stole på mig selv så meget, at jeg igen bliver tryg i mit hjem.
Men jeg mangler lige den brik, der står tryghed på, men tro mig, jeg leder stadig efter den og en ting er helt sikkert; jeg opgiver ikke, før jeg har funden den brik, hvor der står tryghed på, for den skal findes. Jeg tror på at det store netværk jeg har fået skabt gennem internettet er med til at holde liv i mig, at min kærlighed til livet gør mig i stand til at finde lige netop den brik, der hedder tryghed.