Havde glemt hvordan det føles, at være en natteravn med følelser. Hvad er det ved mørket, der trækker det filosofiske frem i en?

Sidder her med en klump i maven. Ved ikke helt, hvad den er lavet af, men den er absolut der. Sidder her og føler mig i live, fri og nærværende, som jeg ikke har gjort længe.

Måske er det en klump af minder. Glemte følelser. Glemte billeder, dufte og lyde...Glemte ord og melodier, måske især.

Filosofierne plejer ellers at være rettet mod min bog, hvor jeg har så travlt med at skabe guder, der kan forklare alt, når vores egen Gud nu engang er blevet skabt knap så behagelig... Men i nat er der blevet slået hul på en byld - eller er det en sommerfugl, der slipper ud?

Sikke jeg ka, hva'?!

Natteravnen pudser sine fjer, klar til at sprede vingerne ud og omfavne mørket, som nu er så nær...

God nat til alle jer!