Kære dagbog - Jeg ved godt der er risiko for at fornærme nogen, når jeg siger noget ærligt.

Men jeg kan ikke li når nogen skriver kram eller siger søde til mig. Jeg ved godt det kan være svært at forstå. For hvad er der galt i det?

Jo flere ting. Når der er en velmenene pige der skriver det til mig, ja så kommer tanken "måske ender jeg ikke alene" "måske er her en der kan lide mig". umiddelbar efter slutter drømmen - Nej selvfølgelig kan hun ikke li mig, hvordan kunne jeg overhovedet tro det. Jeg vil altid være alene, sådan er det bare. Og kom ikke med det pjat med at der er en til alle, for det er noget fis. for hvor er min så henne? vis mig hende! kan du ikke det, ja så findes hun ikke. (eller har taget en anden, eller hva ved jeg)

Snart blir jeg deprimeret, og en tåre møver sig på.

Der var engang en der kom med det geniale spørgsmål, jammen hvad kan man så sige hvis man vil gøre dig glad...(eller sådan noget) jeg kunne ikke lige komme på noget. Men jeg tror det eneste bud er, bare være god ved mig - tal pænt til/med mig...(ikke at hun ikke gør det) Det er nok.

Men for mig er knus og kram og ordet søde noget jeg forbinder med ordet kæreste. og noget man skal give til sin kæreste.