Mor husker min fødsel med gru. Mikkel smuttede ud, men fem år tidligere tog det hende to dage at endelig få mig ud. Da hun så fik veer og skulle igang med min lillebror, skreg hun: "Jeg viiiil ikke alligevel, jeg vil ikke alligevel!!!!"

Sådan har jeg det nu, hvor min blogroman udkommer på tirsdag. Jeg vil ikke alligevel. Har mest lyst til at gemme mig. Glæder mig bare til at næste uge er overstået. Synes det er rædselsfuldt at skulle springe ud. Føler mig lidt sindssyg. Det var jo ikke det her, der var meningen.

En journalist lavede et for-interview og sagde: "Du skriver jo ting, som andre frygter, at medierne får fat i - men du serverer det. Hvorfor?" Arghh - og lige pludselig slog det mig: Jeg er helt, helt alene nu. I blogcity udvekslede vi hemmeligheder i et fortroligt miljø, men nu gør jeg det utænkelige. Udgiver det. Hallo -hjerne - hvor er du? Goddag, goddag, goddag.

Suzette fra Bogudvikling har skrevet om "1001 tårs tøsetankers" tilblivelsesproces. Og hvordan hun spottede mig på pennen. Hun har også lige ringet og forberedt mig på, at "chicklit" ofte får en hård modtagelse af anmeldere. Og at jeg ikke må tage det personligt. Det vil jeg så lade være med.

Ihh.... bliver ret rørt (så skidt med smagsdommere):

http://www.bogudviklingsblog.dk/

Ps. Ja - der var faktisk 600 siders blog, og jeg skal nu igang med at redigere næste skud på stammen! Men først må vi jo se på, hvordan det går med min baby.