Hey dagbog, - jeg kan ikke lade være med at fortælle om en lille situation med min mor, - de har været ovre og sørge for, at der var en, da mit forbrug skulle aflæses..nå, men jeg er så hjemme ved dem nu..og så er det min mor siger, - nu der er hul på de bukser jeg har bagpå, om jeg ikke skal have flere..jeg ved at jeg har nok, og at 1 par ikke gør den store forskel..så jeg siger, nej jeg har ikke brug for flere par..hun siger, ja, med nu røg det par jo, og de havde en god facon osv..Nej, jeg har ikke brug for flere bukser..hun, er du sikker på at du ikke har brug for flere par..NEEEJ!! jeg har ikke brug for flere...men du sagde selv at nogle andre kunne du ikke passe...så tror du ikke du har brug for et par mere....nu bliver jeg irreteret..det er 4 gang hun spørger om det samme...så jeg siger nu "ja, selvfølgelig har jeg brug for et par nye bukser" (hun ævler videre) jeg "er det ikke det du vil høre..du ville jo ikke acceptere et nej,..det er lidt ligesom dengang der skulle stemmes om EU.." Så siger jeg til hende, at jeg ved godt hvor mange bukser jeg selv har..og at der faktisk er nogle i reolen..ok, så er hun ok med det...senere kan jeg ikke lade være med at sige til hende "nå, er du ved at lave en mad med skyld, og et ekstra lag skyld på" hun kigger ned i jorden og siger jeg er dum..jeg griner, og kan se hun kigger væk..for ikke at grine..jeg har lige smækket hendes "du er heller ikke sød ved mig" attitude..Det handler for mig ikke om det, det handler for mig om, at hvis man stiller mig et spørgsmål,..og jeg svare nej, så må man fandme affinde sig med mit svar..og ikke stille det 3 gange mere...i håb om at jeg skulle sige noget andet..Det har hun meget med, og når svaret så ikke lige passer hende..så får jeg serveret retten "skyld, med ekstre lag skyld"