Jeg er egentlig et konkurrencemenneske, tror jeg. jeg bryder mig ihvertfald ikke om at tabe, men kan da få skrabet et sådan nogenlunde neutralt ansigt sammen, når det endelig sker (og det er faktisk ret tit, desværre), selvom inderst inde raser jeg. Det er især når det drejer sig om min viden. og til dette, findes der kun eet spil i verden...trivial pursuit. det er faktisk et par år siden jeg har spillet det. den eneste der virkelig gad, er nu død....suk!og jeg synes bare ikke det ser ud til at der er andre i min omgangskreds der ser spillet lige så udfordrende og livgivende, som jeg og min kæreste gør.

men jeg tror den sværeste konkurrence jeg stiller op til, er mod mig selv. og sålænge jeg spæner op og ned tæt på grænsen, er det egentlig ret fedt. ja, det er sgu lige før man bliver helt høj af det. ved ikke helt hvorfor jeg egentlig skriver lige om det....det har ingen mening, men jeg søger lidt hist og pist efter at have en mening om noget...dog virker det som om jeg allerede har været hele vejen rundt, og når man har været vant til at have en mening om eet eller andet, fordybe sig i meningernes univers, så føler man sig lidt umenneskelig, som om man bare var et pudebetræk, hvori meningerne lå og fyldte een ud.

ja, ja...det er jo ikke ligefrem livsnødvendigt at have en mening, og den kommer da dumpende engang imellem, som en ledeløs teenager opslugt af en halvhjertet rastløshed.

måske går hjernen standby, når kroppen bliver brugt meget. måske. men for ikke så mange dage siden, sad jeg i den omvendte situation, og der var det det samme, så hvor fanden er de blevet af, de troløse meninger? De vævelsindede niddinger, der som små gøgeunger før har boltret sig blandt min lille, indspiste klike af små grå?
Kan man have en mening når man er glad? eller lever meninger, dem med dybde og tyngde, kun af støv og slim fra sorg og tragedier, der hænger fast i receptoerne, (eller sådan noget) på indersiden af kraniet. der er vist væske i ens kranie, det skulle vist beskytte hjernen, når eller hvis den skulle blive basket lidt til. men hvad genmmer der sig i denne mistænkelige væske? søuhyrer fra fordums barndom? monstre, der flygtede fra skabet og fra undersiden af sengen, idet de voksne, uden de vidste det, jagede dem væk med deres fantasiløse tilstedeværelse. er det i dette farvand loch ness egentlig befinder sig? og hvad fanden har dette egentlig med den forsvundne mening at gøre?

yak..yak..yak.......jeg gider ikke ikke lede efter den. jeg er doven. doven og lad. lad de små meninger komme til mig...og så videre. jeg går ud fra at jeg på eet eller andet tidspunkt ramler ind i dem, og kan måske håbe på at nogle af dem gider at sætte sig fast.