Jeg ved ikke om mit hjerte er i 8000 stumper og stykker spredt ud over det hele og trampet på. Jeg ved ikke om det er helt, varmt og fyldt til randen med glæde og kærlighed. Jeg kan ikke mærke noget, og lige meget hvad det er, føles det underligt. For det kæmper en indædt kamp med min fornuftige hjerne.

Jeg er glad og sur. Træt og frisk. Forvirret og afklaret. Jeg ved ingenting. Jeg ved alting.

Lige meget hvad er han den mest fantastiske fyr jeg nogensinde har mødt. Og jeg ved at jeg ikke bare kan give slip. Jeg ved at jeg er for svag til det, eller for stærk. Jeg ved at det ikke er nok. Men jeg er også lidt bange. For han siger at han tror december biver hektisk. Og jeg synes november har været hektisk nok.
Fik skældt ham lidt ud. På min egen underlige indirekte glade måde, som jeg håber han forstår. Har ikke lyst til at skulle vinke ham i hovedet med en vognstang, men han aner ikke hvor tragisk det er. Hvor alvorligt det er for mig. Men han fik at vide at han var en møgunge, at han ikke skrev, at han aldrig havde tid. Så må jeg se. Og hvis december så bliver så pisse hektisk, så aner jeg ikke hvad jeg gør. Jeg finder vel ud af det hen af vejen, jeg tager et valg, og så finder jeg ud engang om lang tid om det var det rigtige eller forkerte, og lige meget hvad så fortsætter livet. For det har jeg lært at det sagtens kan. Fortsætte. Men jeg holder forfærdelig meget af ham. Jeg er så glad for når han holder om mig, når han kysser mig, eller smiler til mig. Når han gør noget af det han nu gør, og ville komme til at savne ham ufattelig meget hvis det blev nødt til at ende. Det ville blive ufattelig hårdt. Men det var det også med de andre, selv om det var noget andet. Hvor har jeg ligget mange nætter og tænkt. Bare tænkt, savnet og tvivlet. Men jeg ender med at blive et ordentligt menneske. Jeg ender med at finde min egen identitet. Jeg ender med det bedste, lige meget hvordan det bliver. Det bliver jeg nødt til at vide, nødt til at tro på.