Hvornår ved man, at man er deprimeret?
Det er jo ikke en følelse, som bare kommer fra den ene dag til den anden. Det er en fornemmelse, som kommer snigende ind i ens liv, og gør langsomt hverdagen grå og uudholdelig. Man føler sig til sidst totalt værdigløs og issolerer sig, for folk skal ikke se hvor grim man er, hvor fed man er, ej hellere hvor uintelligent eller abnormt dum man er.
Hverdagen synes som en plage, som udelukkende er til for ens skyld. Man ønsker ikke at være til, eller at folk skal vide at man er til. Glæden og lykken ved livet forsvinder lige så stille, som det kom. Sollyset forsvinder og tilbage er der kun den tunge silende regn, som skyller alle føleserne væk. Man orker ikke at stå ud af sengen, for hvilken nytte har det, til hvilket formål? Vender sig om på siden, og prøver at flygte, ind i drømmeverdenen, hvor alting er bedre. Til et sted hvor folk rent faktisk elsker dig for den du er, til et sted, hvor de ikke stiller urimelige krav til ens personlighed eller intelligens.
Føler mig så dum ligenu, så dum og ligegyldig. Føler ikke at nogen elsker mig, holder af mig, eller ved at jeg overhovede ekstisterer.
Det hele virker så uoverskueligt.
Kan ikke rumme det, vil bare væk. Måske til et sted, hvor der er fred. Hvor folk ikke hvisker, bekriger eller dræber hinanden. Det hele virker så ligegyldigt. Alt den smerte. Holder det ikke længere ud.